Nyhed

VIDEOPREMIERE: Spot Festival-aktuelle Lucky Lo hylder afdød veninde i rørende videoportræt

GAFFA.dk – alt om musik

Lucky Lo opfordrer os til at leve livet endnu mere i en smuk videohyldest til sin afdøde veninde

Den svenske, dansk bosatte sanger og sangskriver Lucky Lo har udgivet en video til sin nyeste single med titlen ”Sunrise/Sunset”.

I 2014 flyttede musikeren med det borgerlige navn Lo Ersare fra Sverige til København, og i de seneste år har hun kørt et musikalsk samarbejde med bassist og producer Asger Nordtorp Pedersen (også kendt som Guldimund), guitarist Mads Nørgaard og trommeslager Casper Henning Hansen.


LÆS OGSÅ: VIDEO: Lovende Lucky Lo er lyden af tider, der mødes

Den nye single tager navn efter sangerens hjemstavn uden for Umeå i det nordlige Sverige, hvor solen aldrig helt går ned om sommeren. Som det står angivet i videoens begyndelse, er der solopgang kl. 02:18, og solen går ned kl. 23:03.

Der er ikke tale om en klassisk musikvideo, men et videoportræt, der fungerer som en hyldest til sangerens veninde, som tabte kampen til kræft i en alder af bare 33 år. Veninden var også musiker, og Lucky Lo så hende som en slags fremtidig udgave af sig selv.


"Min veninde var en af den slags mennesker, der havde en livskraft, der virkede uovervindelig," udtaler Lo i en pressemeddelelse.

Denne livskraft reflekterer sig i det smukke videoportræt, som er udført af den japanske filmskaber Maya Matsuura. Udover storslået svensk natur giver portrættet et intimt indblik i sangerens familie og hjem. Videoen er en samling af øjeblikke, og den adskiller sig således fra plot-drevne, action-pumpede musikvideoer. I stedet opfordrer portrættet seeren til fem minutters fordybelse.

– Når man mister én tæt på sig, opstår der et behov for at genopdage livet og række ud til ens kære. Videoportrættet er skabt ud fra et ønske om at skabe et evigtvarende minde til min familie. Det er her, jeg kommer fra, og det er, hvad jeg altid vil huske, forklarer Lucky Lo.


Sangen og videoen er i høj grad personlig. Alligevel rummer den en universal opfordring til os alle om at huske leve livet – og leve det endnu mere.

”Tricky to avoid death so go ahead live on the tip of your toes. But as she left this Earth and us we have to live even more. We have to share even more. We have to give even more,” synger musikeren.

Videoen slutter med en dedikation: ”Thank you Maja A. W. sunrise 1984 sunset 2019”


”Sunrise/Sunset” følger op på Lucky Los seneste single, ”Supercarry”, der handlede om, at vi skal være bedre til at løfte hinanden op.

Lucky Lo kan snart opleves på Spot Festival, hvor hun spiller på Parkscenen torsdag den 16. september kl. 15:45. Billetter kan købes lige her.

I slutningen af september og begyndelsen af oktober kan hun opleves som support for Eivør på dennes Danmarksturné:


Sep 9, 2021    - Low-Fi Concerts, København, DK
Sep 23, 2021  - Posten, Odense, DK (supporting Eivør)
Sep 24, 2021  - Gimle, Roskilde, DK (supporting Eivør)
Sep 25, 2021  - Musikkens Hus, Aalborg, DK (supporting Eivør)
Sep 26, 2021  - Musikhuset, Aarhus, DK (supporting Eivør)
Sep 29, 2021  - Sønderborghus, Sønderborg, DK (supporting Eivør)
Oct 5, 2021    - Store Vega, København, DK (supporting Eivør)

GAFFA har tidligere anmeldt musikerens optræden på UHØRT Festival, hvor anmelderen var meget begejstret.

Se videoportrættet til ”Sunrise/Sunset” her:

ANNONCE