Nyhed

Lana Del Rey klar med ny musikvideo – og flere detaljer om nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

Albummet med titlen Blue Banisters udkommer den 22. oktober, og sangeren har netop udgivet en video til den nyeste single, ”Arcadia”

Lana Del Reys ottende studiealbum, der bærer titlen Blue Banisters, udkommer den 22. oktober. Dette skriver Pitchfork. Albummet kommer til at indeholde 15 sange. Tracklisten kan ses nederst i artiklen.

Den amerikanske musiker annoncerede albummet ved udgangen af april i år, hvor hun omtalte, at det ville udkomme på den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli. Men nu bliver det altså oktober, der kommer til at danne ramme om albummets udgivelse.


LÆS OGSÅ: Lana Del Rey annonceret nyt album – igen-igen

Sangeren har allerede udgivet tre singler tilbage i maj i form af de to ballader ”Blue Banisters" og ”Wildflower Wildfire” samt det mere up-tempo nummer ”Text Book”. De tre sange kan findes på det nye album, og nu kan du også lægge ører og øjne til musikerens nyeste single, ”Arcadia”.

Den nye single er skrevet og produceret af Del Rey i samarbejde med Drew Erickson, og videoen er instrueret af Del Rey selv.


Den amerikanske singer-songwriter, som er kendt for sin stiliserede og melankolske musik og stærkt vintageinspirerede look, bærer det borgerlige navn Elizabeth Woolridge Grant. Sangeren udgav sit første studiealbum, Lana Del Rey – også kaldt Lana Del Rey A.K.A. Lizzy Grant – i 2010, men brød for alvor igennem med singlen ”Video Games” fra 2011, der senere var at finde på Del Reys andet album, Born to Die, som udkom i 2012.

Musikerens seneste album, Chemtrails Over the Country Club, blev udgivet den 19. marts og modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder. Mellem udgivelsen af det meget roste Norman Fucking Rockwell fra 2019 og Chemtrails Over the Country Club udgav sangeren desuden sin første poesisamling, Violet Bent Backwards Over the Grass, sammen med en tilhørende lydbog.

Se videoen til den nyeste single, ”Arcadia" – artiklen fortsætter nedenfor:

Trackliste for Blue Banisters:


01 Textbook
02 Blue Banisters
03 Arcadia
04 Interlude - The Trio
05 Black Bathing Suit
06 If You Lie Down With Me
07 Beautiful
08 Violets for Roses
09 Dealer
10 Thunder
11 Wildflower Wildfire
12 Nectar of the Gods
13 Living Legend
14 Cherry Blossom
15 Sweet Carolina


ANNONCE