GAFFA.dk – alt om musik
Refshaleøens nye spillested, med navnet Stagebox, har plads til 2500 stående gæster
Refshaleøen i København har de seneste år gennemgået en stor transformation fra industriområde til et kulturelt omdrejningspunkt, og til november åbner Stagebox på Refshaleøen. Et nyt spillested med plads til 2500 gæster. Et gammelt skibsværft er blevet transformeret til et industrielt spillested med højt til loftet, og et at de store fokus i dets tilblivelse har været på lyden:
”I Stagebox har vi med respekt for bygningens forhistorie bygget et spillested i de originale rammer med akustikken som hovedfokus gennem hele byggeprocessen. Stagebox er blevet akustikreguleret efter rådgivning fra førende europæiske lydeksperter, og publikum kan derfor se frem til en lydoplevelse i verdensklasse,” skriver Stagebox om spillestedet i en pressemeddelelse.
Stagebox er et privat foretagende, og det er stiftet af folk med baggrund i musikbranchen. Det kommer til at blive drevet som et udlejningssted og skal derfor fungere som bindeled mellem koncertaktører og publikum. Daniel Vangsgaard, direktør og venue manager udtaler om Stagebox:
”På vegne af de danske koncertarrangører tør jeg godt at sige, at København længe har manglet et spillested, der var bygget udelukkende med henblik på events og koncerter, og hvor der er blevet kælet for lyden og omgivelserne for at give den maksimale oplevelse for publikum såvel som artister. Det glæder vi os utroligt meget til at kunne præsentere danske såvel som internationale besøgende for.”
Stagebox forventer at kunne åbne dørene op for 200.000 besøgende i løbet af 2022, og de forventer desuden meget snart at annoncere den officielle åbningskoncert.
LÆS OGSÅ: 14 spillesteder får særlig støtte fra Statens Kunstfond