Nyhed

Lukas Graham topper amerikansk hitliste

GAFFA.dk – alt om musik

Lukas Grahams single, ”Mama Said”, fra 2014 har nået førstepladsen på den amerikanske TikTok Music Chart med op imod en million anvendelser

Den syv år gamle single har fået endnu en popularitetsbølge og befinder sig nu blandt de ti mest brugte TikTok-lydbidder i hele verden. Næsten en million mennesker har brugt lyden af ”Mama Said” til at lave deres egne TikTok-videoer.

Sangen af danske Lukas Forchhammer og band har skabt en verdensomspændende trend på både TikTok og Instagram, som går under hashtagget #MamaSaiditwasOK. Mere end 23 millioner mennesker har netop nu set lydklip med sangen. Derudover er antallet af Spotify-streams på "Mama Said" tredoblet i flere lande indenfor de seneste to uger.


Lukas Graham har i dag udgivet sin nye single ”Call My Name”, som handler om at turde række ud og tro på at der er nogen, der griber dig, når du har brug for det.

Lukas Forchhammer fortæller i en pressemeddelelse: ”Jeg ville ønske, at flere mennesker i mit liv havde givet mig den besked, da jeg yngre: 'Call My Name!' I mange af livets sværeste øjeblikke skal der jo ikke mere til end en ven at holde i hånden, en at tage samtalen med – eller bare en, der lytter lidt.”


Og ærlighed om livets udfordringer har Lukas Forchhammer altid været fortaler for. I 2020 udkom dokumentarfilmen 7 Years of Lukas Graham, der er instrueret af René Sascha Johannsen. Filmen følger Lukas Graham gennem syv år og kommer omkring livets realiteter samt de fordele og ulemper, der kommer med bandets internationale succes. GAFFA anmeldte filmen og gav den seks stjerner ud af seks mulige. 

LÆS OGSÅ: En melodisk fortælling om succes og den hårfine grænse mellem drømme og mareridt

Lyt til Lukas Grahams nye single ”Call My Name” her:

ANNONCE