GAFFA.dk – alt om musik
Ni internationale navne er klar til at indtage Tønder Festival, når denne løber af stablen til august næste år
Efter to års pause som følge af coronapandemien vender Tønder Festival tilbage i 2022, og nu er de første ni navne annonceret.
”Vi er glade for endelig at kunne præsentere de kunstnere, som oprindeligt skulle have været her i 2020 og i 2021. Det er ikke blot et stort ønske for os at have disse navne i programmet, det er også en forpligtelse i forhold til tidligere indgåede aftaler med kunstnerne og ikke mindst i forhold til publikums forventninger. Det er samtidigt vigtigt at sige stor tak til den opbakning og konkrete støtte, vi har oplevet i corona-tiden. Det har været livsvigtigt for festivalen,” udtaler Maria Theessink, som er kunstnerisk leder af Tønder Festival, i en pressemeddelelse.
De ni første navne er:
Keb’ Mo’ (country- og deltablues, USA)
Eilen Jewell (americana/alt-country, USA)
Cara Dillon (folk, IRL)
Bjørn Eidsvåg (folkrock, NO, billedet)
Blazin’ Fiddles (fiddle-band, SCO)
Blue Rose Code (alt-folk, SCO)
Christopher Paul Stelling (singer-songwriter/folk, USA)
Sarah Hagen (pianist, CAN)
The Once (folk, CAN)
LÆS OGSÅ: Firedobbelt Grammy-vinder til Tønder Festival
Festivalen finder sted fra den 25.-28 august 2022, hvor festivalpladsen – udover masser af musik – byder på telte, boder, madsteder og barer. Bag scenen er lydteknikere, hjælpere og en hær af frivillige med til at fuldende oplevelsen.
Billetter kan købes lige her.
Kom i stemning med Cara Dillons video "River":