GAFFA.dk – alt om musik
Dave Grohl har i et interview med The Sunday Times antydet, at det ikoniske albumcover til Nirvanas Nevermind muligvis vil blive ændret ved fremtidige genudgivelser.
Emnet kom på tale efter, at Nevermind havde 30-års jubilæum og ikke mindst efter at babyen på coveret, Spencer Elden, for nylig sagsøgte Nirvana-medlemmerne for børnepornografi og seksuel udnyttelse, skriver NME.
Ifølge interviewet er Dave Grohl ikke afvisende over for at ændre albumcoveret. Til The Sunday Times fortæller han: "Jeg har mange idéer til, hvordan vi skal justere coveret, men vi må se, hvad der sker. Vi skal nok give jer besked. Jeg er sikker på, at vi finder på noget godt."
I forbindelse med albummets jubilæum udgiver Nirvana en 30-års jubilæumsudgave af albummet. Spencer Elden ønsker, at billedet af ham som baby bliver censureret. Eldens advokat har sagt til The Associated Press, at "hvis der kommer en 30-års jubilæums genudgivelse, vil han gerne have, at hele verden ikke skal se hans kønsdele."
I interviewet med The Sunday Times udtaler den tidligere Nirvana-trommeslager sig også om sin holdning til sagsanlæg.
"Jeg synes, at der er meget mere at se frem til og meget mere i livet end at hænge sig i ting som disse. Og heldigvis skal jeg ikke udføre papirarbejdet," afrunder Dave Grohl.
Elden har valgt at sagsøge Nirvana på trods af, at han ved flere tidligere lejligheder har genskabt albumcoveret som voksen samt fået tatoveret "Nevermind" på sit bryst. Tilbage i 2008 havde Elden det angiveligt fint med at optræde på det kendte omslag, men i 2016 udtalte han sig offentligt om, at coveret gjorde ham sur.
LÆS OGSÅ: Babyen fra "Nevermind"-coveret sagsøger Nirvana for børneporno