GAFFA.dk – alt om musik
Spencer Elden har tidligere udtalt sig positivt om det ikoniske foto
Nirvanas to nulevende medlemmer, bassist Krist Novoselic og trommeslager Dave Grohl samt Kurt Cobains enke Courtney Love og boet efter Cobain er blevet sagsøgt for børneporno, skriver TMZ og Pitchfork. Læs sagsanlægget her.
Sagsanlægget er anlagt af den nu 30-årige Spencer Elden, der i 1991 var babyen på det ikoniske cover til det millionsælgende album Nevermind, hvor man ser en baby under vand række ud efter en pengeseddel på en fiskekrog. Babyens penis er ganske tydelig på fotoet.
Også fotografen bag billedet, Kirk Weddle, og pladeselskabet bag udgivelsen, DGC Records, i dag en del af multinationale Universal Music, er med i søgsmålet.
Ifølge søgsmålet har Elden været "plaget hele sit liv" af coveret, og ifølge sagsanlægget har hans forældre "aldrig underskrevet en kontrakt, der gav tilladelse til at bruge billedet, i særdeleshed ikke i forbindelse med kommerciel børnepornografi." Sagsanlægget fortæller også, at Elden "blev tvunget til at deltage i kommercielle seksuelle aktiviteter, da han var under 18 år."
I sagsanlægget kan man også læse, at billedet har givet Elden "følelesmæssigt ubehag, fysiske problemer, haft indvirkning på hans normale udvikling og indlæring, givet ham et livslagt tab af evnen til at tjene penge, både bagud og i fremtiden, har givet ham udgifter til medicinsk og psykologisk behandling og fået ham til at miste livskvaliteten."
Elden ønsker erstatning for tort, for udgifter til medicin og advokatbistand og ønsker, at Nirvana og pladeselskabet indstiller deres videre brug af billedet.
Eldens far Rick var en god ven af fotografen bag billedet, Kirk Weddle. I 2008 fortalte Spencer til radiostationen NPR, at billedet var blevet taget under en fest ved swimming poolen ved siden af Rose Bowl Stadium i Pasadena i Californien. Hans far, der var med til festen, fik 200 dollar for at stille sønnen til rådighed. En måned efter udgivelsen af albummet modtog den nu etårige Spencer en platinplade og en teddybjørn af pladeselskabet DGC. Tilbage i 2008 havde Spencer det efter eget udsagn fint med at optræde på det kendte omslag.
Elden har ved flere tidligere lejligheder genskabt coverbilledet som voksen, ligesom han har fået ordet "Nevermind" tatoveret på sit bryst og har således virket positivt indstillet over for det. Tilbage i 2016 var han dog blevet træt af det, udtalte han til magasinet GQ Magazine Australia, gør Pitchfork opmærksom på. "Det pisser mig af, hvis jeg skal være ærlig," sagde han dengang.
Pitchfork har forsøgt at få en kommentar til sagsanlægget fra de nuværende Nirvana-medlemmer, indtil videre uden held.
LÆS OGSÅ: Nirvana sagsøgt for at benytte kendt illustration på merchandise