x

Adele på vej med comeback-single – hør smagsprøve

Adele på vej med comeback-single – hør smagsprøve

Den nye single bliver det første musikalske udspil fra den engelske singer-songwriter siden 2015

Oven på spekulationer om et muligt comeback har Adele annonceret sit længeventede comeback, skriver NME. Dette markeres i første omgang med udgivelsen af en ny single med titlen ”Easy On Me”.

Sangeren og sangskriveren har bekræftet, at den nye single vil blive udgivet fredag den 15. oktober. Musikeren har desuden delt en 21 sekunder lang video i sort/hvid med instrumentalmusik. Du kan lytte til og se den korte snippet fra ”Easy On Me” nederst i artiklen.

Den 4. oktober kunne man i byer som London, New York, Dublin, Paris og Rom se billboards med tallet 30 skrevet med gul på en grønlig baggrund, og også på Adeles hjemmeside og sociale medier var tallet at finde med samme farve og skrifttype som på storskærmene fra de førnævnte byer. Nu viser det sig så, at de spekulationer, som florerede hos både fans og medier, der gisnede om et muligt comeback, er blevet bekræftet.

Singlen bliver den første musikalske udgivelse fra Adele siden hendes tredje studiealbum 25 fra 2015. Sangeren udgav sit debutalbum med titlen 19 i 2008. Siden har hun udgivet yderligere to studiealbums, 21 i 2011 og 25 i 2015 og solgt over 120 millioner plader på verdensplan.

Adeles andet album 21 har solgt 31 millioner eksemplarer på verdensplan og er dermed det bedst solgte album globalt siden årtusindskiftet. Musikerens tredje album 25 indtager en fjerdeplads på listen.

LÆS OGSÅ: Årtusindets bedst solgte album fylder 10 år – her er dets vilde rekorder

Den engelske singer-songwriter har desuden vundet femten Grammy Awards, slået flere rekorder i Guinness Book of World Records (blandt andet for det album udgivet af en kvinde, der har ligget længst tid som nummer 1 i USA, hvor hun slog Whitney Houstons soundtrack til filmen The Bodyguard fra 1992) og lavet temasangen til James Bond-filmen Skyfall fra 2012.

LÆS OGSÅ: Vi anmelder samtlige Bond-temasange – på en skala fra 001-007 stjerner

Der er endnu ikke mange detaljer om Adeles fjerde album, men flere medier, herunder NME, har tidligere skrevet, at sangeren angiveligt har arbejdet med den amerikanske producer og multiinstrumentalist Raphael Saadiq på det kommende album. Saadiq har blandt andet produceret musik for Whitney Houston, Mary J. Blige, Stevie Wonder og John Legend.

Lyt til en snippet af "Easy On Me" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA