GAFFA.dk – alt om musik
GAFFA har talt med DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge om P6 og P8 Jazz’ usikre fremtid på baggrund af Anders Bøtters åbne brev
Med efterårets kulde kom P6 Beat og P8 Jazz’ usikre fremtid igen i fokus. Kanalerne står på nuværende tidspunkt til at lukke om 77 dage, og det er endnu uvist, om de for tredje år i træk vil overleve.
I går mandag bragte GAFFA et åbent brev skrevet af P6 Beat-vært Anders Bøtter, hvori han beskrev den store frustration, der hersker på redaktionen i forhold kanalens meget usikre fremtid. GAFFA har i den forbindelse taget en snak med direktøren for DR Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, om den nuværende situation, og hvordan fremtiden egentlig ser ud for kanalerne.
Fremtiden er fastlagt
I to år har P6 Beat og P8 Jazz overlevet på penge, som politikerne fandt til dem som en nødløsning, indtil en mere permanent løsning kunne findes. Så kom coronapandemien, og i det nye finanslovsudspil er der ikke afsat penge til kanalerne, som der har været de sidste to år.
Henrik Bo Nielsen fortæller, at han sagtens kan forstå frustrationerne om den usikre fremtid fra medarbejdernes side, men også, at DR egentlig står fast ved deres beslutning om at lukke kanalerne P6 Beat og P8 Jazz, præcis som det blev besluttet i 2018, da den kæmpe sparerunde fandt sted:
- Jeg kan sagtens forstå den kæmpe frustration, han (Anders Bøtter, red.) og andre føler – ”hvorfor kommer der ikke en afklaring nu?”. Der er mange følelser lagt i det. Så lad mig begynde med at sige, at jeg sagtens kan forstå det. Jeg kan også godt forstå, at det er svært, at DR i virkeligheden står i den samme position, som vi har stået igennem hele det her forløb. Nemlig, at pengene er sparet. Det er ikke, fordi vi havde lyst, men fordi DR blev pålagt at spare 420 millioner. Det er en misforståelse, hvis man tror, at den besparelse er tryllet væk, for det er den ikke. Det er rigtigt, at en besparelse ud over de 420 millioner blev annulleret. Men de 420 millioner er sparet blandt andet ved at lukke programmer og kanaler, siger Henrik Bo Nielsen til GAFFA.
Han mener altså ikke, at noget ser anderledes ud, end det gjorde dengang, DR valgte at spare de 420 millioner ved blandt andet at lukke P6 Beat, P8 Jazz og den hedengangne radiokanal P7 Mix. Han peger på, at politikerne var personerne bag kanalernes overlevelse – og ikke DR selv. Så hvis ikke pengene kommer fra politisk side igen, gælder beslutningen fra 2018.
- Vi står det samme sted, som vi hele tiden har stået. Hvis der er politiske signaler om at finde finansiering til radiokanalerne, så aflyser vi den del af sparerunden, og det gør vi meget gerne, siger Henrik Bo Nielsen.
Selv om Henrik Bo Nielsen holder fast i beslutningen om at lukke kanalerne, har han dog ikke mistet håbet for, at pengene kan findes politisk, og de dermed kan overleve. For findes pengene politisk, er der ingen tvivl om, at kanalerne får lov at fortsætte, selv om beslutningerne kommer meget sent - næsten lige i sidste øjeblik:
- Vi må se, hvor det fører hen, men det skal jo være lige om lidt. Klokken er jo ikke fem minutter i 12. Den er jo nærmest et minut i 12, siger Henrik Bo Nielsen til GAFFA. Han peger samtidig på, at de politiske beslutninger, som skal afgøre, om der kan findes penge til kanalerne i det nye medieforlig, flere gange er blevet udskudt og skal finde sted her i efteråret.
Har ikke opgivet
Det er i disse dage, at der skal lande en beslutning. Torsdag den 14. oktober er alle medarbejdere på radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz indkaldt til møde. Et møde, som Anders Bøtter kalder et stormøde i sit åbne brev, men som Henrik Bo Nielsen siger er et statusmøde lig det, han tidligere har holdt med redaktionerne.
Som beskrevet før skulle det nye medieforlig være lige på trapperne. Et medieforlig, der skal indeholde nogle flere penge for, at P6 Beat og P8 Jazz eksisterer næste år:
- Jeg har ikke opgivet. De næste uger bliver jo selvfølgelig helt afgørende for, om kanalerne kan videreføres, og det kræver som sagt, at der er en politisk pulje og et politisk flertal, der siger, at de ønsker, at kanalerne skal overleve, siger Henrik Bo Nielsen.
Beslutningen er nemlig rykket fra DR og over til politikerne, mener Henrik Bo Nielsen.
Flere har kritiseret både DR og Christiansborg for brud på armslængdeprincippet. Senest beskrev Anders Bøtter i sit åbne brev, at han mener, at DR bryder armlængdeprincippet, i og med at de netop siger, at beslutningen om P6 Beats overlevelse ligger hos politikerne og ikke DR selv. Henrik Bo Nielsen er ikke enig i den kritik:
- Det, mener jeg, er forkert, for det er jo ikke os, der bryder det. DR traf en beslutning tilbage i 2018, og lige præcis hvad angår P6 og P8, gik det nye politiske flertal i 2019 ind og sagde: ”det, synes vi, skal tackles på en anden måde,” og det er de i deres gode ret til. Jeg kan konstatere, at man to gange har lavet om på en beslutning, som DR tog. Så det er jo sket, og derfor er jeg sådan set heller ikke enig i kritikken af, at det er DR, som politiserer den her diskussion. Det er sket for længe siden, og jeg kan ikke stille uret tilbage, men sådan på den mere principielle klinge og mere generelt, synes jeg ikke nødvendigvis, at det er nogen god måde at gøre tingene på, men nu er det bare sket, siger Henrik Bo Nielsen.
Henrik Bo Nielsen nævner dog, at han er ked af, at der er gået hårknude i hele situationen med P6 Beat og P8 Jazz, og han anerkender, at tiden er knap:
- Jeg er selvfølgelig ked af, hvis der er nogen, som oplever en konflikt, fordi sådan oplever jeg det sådan set ikke, fortæller Henrik Bo Nielsen.
Kommer pengene ikke fra politisk side, vil P6 Beat og P8 Jazz om 77 dage ikke fortsætte.