x

Metallica fortæller om 40 år som band i interview: ”Selvfølgelig er der ny musik på vej”

Metallica fortæller om 40 år som band i interview: ”Selvfølgelig er der ny musik på vej”

Metallica fejrer 40-års jubilæum og har gæstet Zane Lowe på Apple Music 1 til et karrieresammenfattende interview om deres tidlige dage, banebrydende øjeblikke, at overleve som band, ny musik, presset fra at være frontman og meget mere.

– Vi blev spurgt "hvad er plan B?" Og det var ligesom bare: "Plan B var at få plan A til at fungere". Der var ingen anden plan. Hvis det ikke virker, så må der ske, hvad der sker. Ærlig talt, så er det sådan, at det har været i løbet af vores karriere. Vi ved ikke, hvad der sker som det næste. Vi lader udfordringerne komme til os. Vi havde mål, men de ændrede sig hele tiden, som "vores mål er at have en tourbus" til "okay, nu har vi det, nu vil vi turnere med et større band". Det var en langsom og konstant stigning opad, udtaler frontmand James Hetfield.

Metallica fejrer 40 år sammen som band.

– At føle taknemmeligheden og påskønnelsen, og hvordan det har været i stand til at manifestere sig i løbet af fire årtier. Hvem ville have troet det for 40 år siden haha? På det tidspunkt, hvor Pete Townshend og Roger Daltrey talte om, at "jeg håber, jeg dør, før jeg bliver gammel". Det var rock rock’n’rolls sjæl. Det var ikke meningen, at man skulle blive ældre og fortsætte. Så nu er vi her 40 år senere. Og The Rolling Stones tager på turné, selvfølgelig, RIP Charlie, udtaler trommeslager Lars Ulrich.

– Det har været en tur. Det har det virkelig. Vi ville finde folk, der havde det samme drive som mig, og det gjorde jeg. Flere af mine venner sagde "Klart, jeg kan være med i dit band", men det var en rejse, hvor jeg måtte gennem en proces med at finde mennesker, som ikke fungerede, for at finde en person som Lars. Han var kommet over fra Europa og kendte til at rejse med et band, forretningssiden af det, og en enorm overflod af musik, jeg var som en svamp. At finde en anden, som havde det samme drive, var sådan en gave, fortsætter James Hetfield.

James fortæller om at kæmpe med sin identitet og presset som frontmand.

– Der var allerede så mange forventninger om, at jeg ikke skulle skuffe gruppen. Men når du tilføjer 60.000 personer derude. Det er lidt som Oz. Som manden bag forhænget. Men den her mand bag forhænget kæmper bare og flipper ud og ved ikke, hvem han er. Ordet "oprevet" passer fint, som at miste alt, hvad du har lært, og alt, hvad der er sket forinden. Det var absolut en del af mig og en dominerende del. De dele af mig, som ikke var glade, meget usikkerhed og medafhængighed. Herregud, jeg duer ikke uden de her gutter. Hvem er jeg egentlig? Uden for en turné, hvem er jeg så? Det er det samme som en fodboldspiller, som tager uniformen af og er civil. Hvem er jeg så? Jeg ved det ikke. Og der lå meget frygt i det.

Guitaristen Kirk Hammett forklarer, hvordan Metallicas høje forventninger gav pote.

– Jeg har altid haft på fornemmelsen, at vi forventede så meget af os selv. Næsten en urealistisk forventning, men se, hvor det har bragt os hen. Jeg tror, at det er noget, vi alle deler. At vi bare vil have mere af os selv, af musikken, af hinanden. Vi var aldrig dem, der ville tage det roligt, sidde på sofaen, se vores liv flyve forbi og lykønske os selv. For os handler det mere om, hvad der findes rundt om hjørnet.

Kirk fortæller derefter om at opdage den lyd, han ønskede at udvikle, og hvad der drog ham mod bandet.

– At spille guitar og opdage en type musik, som var anderledes end al den musik, mine forældre lyttede til, var en stor ting. At opdage at jeg selv blev tiltrukket af en type musik, som var så energisk og aggressiv, men følelsesmæssig på samme tid. For derefter at opdage, når jeg spurgte rundt omkring, at jeg ikke kunne finde nogen andre, som kunne lide den slags musik. Da jeg fik et opkald fra Mark Whitaker, som arbejdede med de tre fyre, føltes det så indlysende, fordi vi alle kom fra det samme sted inden for musik. Jeg følte mig straks mere hjemme hos dem end i det band, jeg spillede i, da jeg gik i high school.

Hetfield bryder ind og fortæller om, hvad det nyeste bandmedlem, bassist Robert Trujillo, bidrager med i bandet. Selvom det nu er næsten 20 år siden, han sluttede sig til.

– Med Rob, mener jeg, da vi havde brug for nogen til at spille bas, var han på listen, men jeg troede aldrig, at han ville gå med til det. Han er for god. Han er spektakulær. Alle vil have ham.

Ulrich fortæller om, da den tidligere bassist Jason Newstead forlod bandet.

– Jeg mener, hvis du tænker over det, så er Jason den eneste, der har forladt Metallica frivilligt. Mit og James svar var, at det kan du ikke gøre. Du kan kun gå, hvis vi vil have, at du skal gøre det. Vi kunne ikke forstå, hvorfor han ville væk. Men selvfølgelig, nu 20 år senere er det helt rimeligt. Vi skriver sangene, vi træffer beslutningerne, vi gør alt. Han havde ingen kreativ stemme. Når han så går hen og opfylder sig selv med noget, der tilfredsstiller ham, så bliver vi arrige. Og det gjorde, at han forlod bandet. Jeg mener, det er psykologi 1.01, men vi var ikke tilbøjelige til at forstå det på det tidspunkt. Men nu er det så indlysende. Jason gav os 14 år, hver koncert. Jeg mener, han var der altid. Nu sætter vi pris på hvert øjeblik, vi havde sammen.

Hetfield forklarer, hvordan det føltes, da Elton John roste sangen ”Nothing Else Matters”.

– Vi spillede med Miley (Cyrus red.) og Elton John var med på en Zoom-samtale og siger ’"Nothing Else Matters” er en af de smukkeste melodier, og, antager jeg, ballader, som er skrevet’. Jeg tænkte bare ’Det kan ikke passe, at den her mand siger det! Ham, der skrev ”Goodbye Yellow Brick Road” og ”Candle In The Wind”, kom nu! Er du sikker?'

Ulrich fortæller, at dokumentaren Some Kind of Monster fra 2004 var forud for sin tid.

– Jeg tror, man skal huske på, at der ikke fandtes sociale medier på det tidspunkt. Ingen formidlede til verden, hvad de spiste til morgenmad hver dag. Så der var ikke rigtig indsigt i, hvordan kameraer ville blive en del af vores liv. Først og fremmest var det ikke planlagt. Det var ikke sådan "åh, hvorfor ikke dokumentere, hvad der sker i løbet af de næste to år?" Det var ikke planen. Vi lavede en ny plade, og Joe Berlinger og Bruce ville komme ud og dokumentere lidt, måske lave en reklamefilm, som fortalte, at et album vil komme ud og bla bla. Siden blev det bare sådan, at de blev hængende og fortsatte med at dokumentere. Ingen havde haft adgang til et rockband på den måde før. Det her er 22 år siden.

Hammer fortæller om et senere projekt, hvor de for nylig kuraterede line-up’et til deres Blacklist-projekt, et coveralbum, hvor kunstnere fortolkede Metallicas selvbetitlede album, som ofte bliver omtalt som The Black Album.

– Det er så fantastisk, især for mig. Jeg ser alle de forskellige former for fortolkninger, individerne, de musikalske personligheder, i alle disse sange. Det er sange, som vi alle er vant til at høre på en bestemt måde, og så kommer denne eksplosion af forskellige variationer.

Fans spekulerer naturligvis på, om bandet selv arbejder på ny musik, og Ulrich tager bladet fra munden.

– Vi har ikke været ude af huset i halvandet år. Så det er meget foryngende. Og de sidste to eller tre dage har vi spillet. Vi spillede med Miley i dag, det er, som om vi får vores groove tilbage, vores selvtillid og bandet tilbage. Men jeg forstår, at de sidste 18 måneder har set helt forskellige ud for alle. Det har påvirket os på forskellige måder. Men at sidde stille er ikke min ting. At komme ud og spille igen giver så meget energi. De sidste dage, at fejre pladen og så videre, det er fedt, men jeg føler også "Okay, men hvad sker der i fremtiden?’" Men lad os fortsætte, spille et par gange i løbet af de kommende måneder, men også være forsigtige og respektfulde overfor situationen. Og der er selvfølgelig ny musik på vej, der er altid ny musik på vej. Det er det, der holder os i live.

Ulrich fortsætter med at fortælle om bandets lange levetid.

– Vi har skabt et system, som er det mest lovende for lang levetid. Vi kan måske blive ved, de fysiske lidelser sat til side, forhåbentlig i 2030 år mere takket være den måde, vi arbejder på. Fordi her findes pladsen til endelig at respektere individets behov og så videre og finde måder at få det til at fungere. Der er mange ressourcer, der går ind i det, men i sidste ende gør det bandet friskt, og et friskt band har den største chance for at leve længe.

Nedenfor kan du se interviewet med Zane Lowe på Apple Music 1 i sin helhed:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA