GAFFA.dk – alt om musik
Han mener særligt, at situationen er problematisk for Storbritanniens unge artister
Elton John har kritiseret den engelske regering for dennes håndtering af kunsten i forbindelse med Brexit-aftalen, skriver NME. Musikeren mener, at regeringen ikke har lavet nogen bestemmelser for kunsten overhovedet og omtaler desuden håndteringen af situationen som ”fucking ulækker”.
Den engelske sanger udtaler sig til NME efter, at en række førende organisationer i musikindustrien skrev et åbent brev til regeringen, hvori de kritiserede regeringen for vildledende nye påstande om status for post-Brexit-turnéer i Europa.
”Som artist lærer du dit fag ved at spille live. Jeg startede ud med at tage til Europa; du befinder dig i en anderledes kultur, hvilket gør dig en smule bange, men du omfavner kulturen, og kulturen omfavner dig,” udtaler Elton John.
Sangeren påpeger, at den nuværende situation er okay for store navne som Ed Sheeran, The Rolling Stones eller Elton John selv, som har de nødvendige midler, mens han omvendt beskriver det som ”en knusende ting” for yngre artister.
Elton John kalder desuden regeringen for ”en langsom proces” og anklager denne for at være mere interesseret i ”fandens fiskeri”. Kunstneren bemærkede, at fiskeri udgør en vigtig industri i Storbritannien, men at denne kun indbringer 1,4 milliarder pund om året, imens underholdningsindustrien står for hele 111 milliarder pund.
LÆS OGSÅ: POLITIK: Seks politiske musiker-statements, vi aldrig glemmer
”De fratager unge artister deres levebrød og den måde, hvorpå de vokser som artister – for intet får dig til at vokse mere end oplevelsen af at rejse ud og spille et andet sted. Det er så chokerende, og det er så fucking ulækkert,” udtaler musikeren til NME.
Det er ikke første gang, at Elton John har udvist bekymring for situationen med turnéer i Europa efter Brexit, og sangeren er heller ikke ene om sin holdning.
I februar 2020 skrev Radiohead-bassisten Colin Greenwood et læserbrev og debatindlæg til The Guardian, hvori han udtrykte sine bekymringer om, hvordan Brexit ville komme til at påvirke den britiske musikscenes muligheder i Europa. Musikeren nævnte i den forbindelse, at Radioheads Europaturnéer har spillet en central rolle for gruppen og været med til at gøre dem til det, de er i dag. Gruppens første koncert uden for England var i øvrigt på Husets Musikteater (hvor VoxHall ligger i dag) i Aarhus i 1993.