Nyhed

Ti danske spillesteder får penge til at udvikle livescenen

GAFFA.dk - alt om musik

Statens Kunstfond har udpeget de ti spillesteder, som vil modtage økonomisk støtte frem til 2024
 
Tidligere på året blev en række spillesteder udvalgt som netværks- og genrespillesteder. Nu kan ti af disse spillesteder se frem til at modtage 1 million kroner årligt. Frem til 2024 skal disse udvalgte netværks- og genrespillesteder sikre et mere varieret koncertudbud i Danmark. Pointen med disse udpegninger er at give den danske livescene markant bedre muligheder for samarbejde og udvikling. 
 
De ti udvalgte netværks- og genrespillesteder for perioden 2022-2024 er:
- Huset (Aalborg)
- Spillestedet Generator (Ringkøbing)
- Tapperiet (Køge)
- Kulturmaskinen (Odense)
- Culture Box (København)
- Aabenraa Live (Aabenraa)
- Jazz I Trekanten (Kolding)
- KulisseLageret / Platform K (Horsens)
- Loppen (København)
- Spillestedet Harders (Svendborg)
 
Udvalgslederen for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik Emil de Waal siger, at udvælgelsen var svær, men at de mest egnede til at understøtte vækstlaget blev prioriteret. 

”Ud fra et stærkt ansøgerfelt har vi valgt de ti spillesteder, som vi tror har de bedste muligheder for at udvikle livescenen med nye samarbejder og nye kunstneriske metoder. Det har været en svær prioritering, fordi alle ansøgninger har været rigtig gode. Netværks- og genrespillestederne skal være knudepunkter for formidling og udvikling af de smalle musikgenrer og understøtte vækstlaget, så vi i fremtiden har et rigt og varieret koncertudbud i Danmark. Også en stor tak til kommunerne, der har valgt at bakke op om spillestederne og deres ansøgninger,” forklarer udvalgslederen i en pressemeddelelse. 

Ifølge Statens Kunstfond skal netværks- og genrespillestederne fremme musiklivet lokalt, regionalt og nationalt. Derudover skal de sikre et varieret koncertudbud i hele landet. Ordningen er lavet for at give bedre udfoldelsesmuligheder for vækstlaget samt etablerede kunstnere. Desuden skal titlen som netværks- og genrespillested være med til at sikre bedre samarbejder mellem koncertarrangører. 

Der blev på finansloven fra 2021 afsat cirka 30 millioner kroner i årene 2022-2024 til etablering af en ny ordning for netværks- og genrespillesteder. Tidligere på året blev der uddelt 7,3 millioner kroner for det andet halvår af 2021, hvor 14 spillesteder fik muligheden for at afprøve et virke som netværks- og genrespillested. Dengang blev Vega udvalgt til at udvikle livescenen med nye fysiske og digitale musikformater og udbrede dem til hele landet.
 
ANNONCE