GAFFA.dk – alt om musik
Justin Bieber kan opleves i metaverset, hvor han giver koncert som digital avatar
Justin Bieber har netop løftet sløret for, at han giver en virtuel koncert, hvor han vil optræde som en digital avatar. Det hele foregår den 18. november (dansk tid den 19. november), og under titlen ”Justin Bieber – An Interactive Virtual Experience” vil popstjernen optræde med numre fra sin seneste plade, Justice fra i år. Det skriver NME.
Justin Bieber vil altså give koncert i form af en slags avatar, og ikke selve Bieber i kød og blod. Det sker i samarbejde med firmaet Wave, der med sin teknologi transformerer sangeren til et digitalt levende billede i form af avaraten, der så synger og danser live.
I en pressemeddelelse, citeret i NME, er showet beskrevet således: ”Det banebrydende samarbejde vil give fans et futuristisk kig ind i metaverset, der fusionerer gaming, motion-capture og live-optræden til en immersiv, interaktiv oplevelse."
Om showet har Justin Bieber selv udtalt følgende:
"Jeg er stor tilhænger af Wave (firmaet, red.) og elsker platformen, som giver mig en ny måde at engagere mig med mine fans på. Jeg er begejstret for at bruge denne teknologi til at bringe folk sammen og connecte med fans fra hele verden. Jeg kan ikke vente på, at de tjekker denne interaktive forestilling ud."
”Justin Bieber – An Interactive Virtual Experience” har premiere den 19. november kl 03.00 dansk tid på wave.watch og Youtube. Det er gratis at deltage, men det kræver tilmelding lige her. Passer det dårligt klokken 03.00 om natten, bliver showet genudsendt den 21. november kl 21.00.
Varm op til virtuel koncert med nummeret "Ghost" fra Justice herunder: