GAFFA - alt om musik
Fire vinylplader med sjældenheder udkommer til foråret
Psyched Up Janis må betegnes som et af 1990'ernes mest ikoniske bands herhjemme. Bandet, som debuterede eftertrykkeligt med albummet Swell i 1994, nåede at udgive fire studiealbum, et par ep'er og en liveplade, inden de gik hver til sit omkring årtusindskiftet.
Nu er der imidlertid rigtig godt nyt for fanskaren. Sune Wagner & kompagni har nemlig netop annonceret udgivelsen af fire vinylalbum med sjældne eller uudgivne optagelser fra 90'erne. Første album er et genoptryk af The Oxygen Blast, som oprindeligt udkom i et stærkt begrænset oplag på 500 eksemplarer i forbindelse med Psyched Up Janis' kortvarige genforening i 2014.
The Oxygen Blast består af optagelser fra en studiesession i 1994, hvorfra også den nye lp Swell Demos er hentet. Som navnet antyder, er der tale om alternative versioner af de sange, som endte på debutalbummet.
"Sangene skulle bruges til at overbevise Craig Leon om, at han var den rigtige producer. Derfor er sangene spillet med en skarphed og vildskab som sjældent hørt, og nogle vil nok mene, at de står endnu skarpere end den “rigtige” Swell", fortæller Jakob Krogh Jørgensen fra Psyched Up Janis.
Det tredje, nye album er en liveplade indspillet på det legendariske punk-rock-spillested CBGB’s i New York City i sommeren 1994. Det har fået titlen The Noisy Album – som en hilsen til livealbummet The Quiet Album, som bandet udgav i 1999. Endelig kan man glæde sig til dobbeltalbummet Operation Clean Sweep.
Her finder man gruppens ep'er samt uudgivede bonusnumre – foruden deres coverversioner af henholdsvis Gasolin'-klassikeren "Kvinde min" og "Be My Baby", som oprindeligt var et hit for The Ronettes i 1963. Psyched Up Janis har været genforenet ad flere omgange siden bruddet for mere end tyve år siden – senest i 2019, hvor de blandt andet optrådte på Det Kongelige Teater i København.
De fire vinylplader udkommer til foråret, inden bandet drager på turné som special guests hos Dizzy Mizz Lizzy på disses udskudte arenatour.
LÆS OGSÅ: Dizzy Mizz Lizzy udsætter arenaturné – igen