x
Hvem var du før krigen?

Psyched Up Janis, Gamle Scene, Det Kongelige Teater

Hvem var du før krigen?

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

En aften i alvorens tegn – kan man underholdes af tortur?

Nej! Men underholdning skal heller ikke nødvendigvis være en blind aen af kulturbrugerne. At en forening som Dignity – Dansk Institut mod Tortur – agerer kulturaktør på baggrund af så alvorlige emner som krig og tortur, er ikke bare en ekstraordinær modig handling. Men også en hyldest af, hvad kultur kan gøre i et samfund af apati og grådighed, hvor kulturbrugere søger mere og mere ind i et vakuum af rosenrød eskapisme. Men som Sara Omar skriver i første akt af Silent Noise: ”Kultur er et bolværk mod umenneskelighed”. Og aftenens voldsomme billeder er beviset på kultur, når det står stærkest frem.

Livet som flygtning
Nu er GAFFA et musikmagasin, så jeg vil ikke dvæle for meget ved første akt, der gik under navnet Silent Noise. Men den indledende samling billeder fra krigsfotograf Jan Grarup og poesi fra Sara Omar belyser til fulde den del af en flygtnings liv, som kun få danskere fatter. De mange historier fra danske flygtninge gik også lige ind i hjertekulen.

Sune Wagners musik til billederne er enkel og præget af tendenser fra nordatlantisk minimalisme, klassisk lydkunst og kantet industrial, ikke ulig det soundtrackarbejde, som Trent Reznor har udført. Indimellem virkede de skurrende synths lidt malplacerede, når en kurdisk flygtning pludselig talte om empati, men hele sekvensen til Omars gribende digt “Ordløs” slog benene væk under mig. 

Den afsluttende synth-stryger-vignet, der spillede, mens der kørte fakta om torturofre hen over skærmen, var smuk og ildevarslende i sin fremmedgørende brug af maskineri. Det genkendelige kontrast til det fremmedgjorte. En ting, der også går igen i Jan Grarups prisvindende krigsfotos, der netop skildrer menneskelivet i krigens absurditet. Pudsigt var det bilede som gjorde størst indtryk op mig, et billede af en lille sort dreng, der leger med en ballon i en flygtningelejr. Et velkomment lyspunkt midt i mørket og døden af lig og bombevrag.

Se billeder fra første del af aftenen her

Stile støj på scenen
At smide den første liveoptræden fra Psyched Up Janis i fem år ind i sammenhæng med krigsfotos og dyb alvor kan virke lidt malplaceret. Ikke fordi duoen – Sune Wagner på guitar og sang og Jakob Jørgensen på solid bas – er kendt for nogle vanvittigt lalleglade sange, men fordi det altid er svært at ae et menneske, lige efter man har givet dem en lussing. Den gamle scene på Det Kongelige Teater var alligevel stedet, hvor duoen skulle spille deres første koncert siden 2014, og det i en nedbarberet opstilling, med den aarhusianske guitarist og sanger Kajsa Vala, der joinede duoen halvt inde i koncerten.

Psyched Up Janis har altid været det sorte får ud af den danske grunge-treenighed fra ’90’erne. Dizzy Mizz Lizzy var de folkekære rockhelte, mens Kashmir var klassens skægge fætter, der lavede satiriske funkrock-sange om SM. Ved siden af disse virker Pysched Up Janis langt mere niche-prægede i deres totale inspiration fra støvede amerikanske B-film og rå britisk rock. Lytter man til bandets plader – især Swell og Beats Me – kan det fremstå direkte svært at kalde det grunge. Der er langt mere på spil i Wagners lydunivers, og det er i dette band, at grundpillerne til hans senere succes The Raveonettes blev lagt.

Samtidig er Wagner selv lidt af en enigma inde for dansk rock. Han har altid været i søgelyset – både i kraft af succesen med begge bands, men også som producer, sangskriver og bassist i Sort Sol. Men samtidig er han ikke blevet folkekær – modsat andre af sine kollegaer – hvilket nok i virkeligheden er fordi Wagner (sammen med Nikolaj Nørlund, Jens Unmack osv.) nægter at spille branchespillet og stille op til ting som Toppen af Poppen. Det gør heldigvis også, at manden har fået lov til at forfine sit ret særegne udtryk med årene – hvilket stod klart på scenen hvor han, Jørgensen og Vala fik lov til at stå helt nøgne frem. Selvom både Wagner og Vala skiftede til elektrisk guitar, og Jørgensen spillede en proper bas, der svømmede i effekter.

Koncerten virkede til tider famlende, hvilket giver fin mening, når det er første gang i flere år, at Psyched Up Janis spiller live. Således blev de helt intime forhold i ellers flotte sange som ”Wild Flames of Love” og ”New 5” desværre ret svingende, da kludrefejl og lydproblemer kom til at fylde så meget i billedet. Vi fik heldigvis også ”I Died In My Teens” og den kortfattede, men fantastiske ”Hopefully” i blændende versioner.

Støjende stilhed på scenen
Tilføjelsen af Kajsa Vala på scenen kan virke lettere særpræget for nogle, når man hører hendes egne sange, der svæver i americana og country. Men på baggrunden af hendes version af Psyched Up Janis-sangen ”Inch”, som vi fik i en skæg krydsning mellem originalen og hendes cover, og hendes evner som guitarist, er jeg slet ikke i tvivl om, at hun tilføjer en ny, interessant vinkel til duoens musik. Vala trådte især i kraft på de lange støjstykker på ”Carcrash Ahead” og ”The Stars Are Out”, som bandet faktisk stadig udførte, selvom de elektriske guitarer var skruet væsentlig ned. 

Dog var de ikke skruet nok ned til, at man ikke kunne undgå at nyde Wagners guitarspil, som altid vil være midtpunktet i hans sangskrivning. Mandens vokal står nærmest uændret siden 1996, og samtidig besidder han et utroligt stringent, men vægtigt sangskrivertalent. Men det er hans guitarspil, der gør ham til den, han er, og han vil – i mine øjne – altid stå som en af de helt store guitarister på dansk jord.

Jeg ender med at give fire stjerner. For denne aftenen stod klart i krigens tegn, og egentlig var Psyched Up Janis koblet på som en slags forløsning for første akts grufulde sandhed. De var hospitalsklovnene, der giver dig balloner, efter du har overlevet en koma. Og det klarede de godt. Da de endelig kom i gang med at spille for alvor, var koncerten desværre slut, og bandet rundede af med deres coverversion af Gasolin’s ”Kvinde Min”, fra den klassiske Fi-fi Dong coverplade. Selvom Wagner dedikerede sangen til Kim Larsen, stod det stadig som et punktum for en lettere genreforvirret aften. Dog er jeg ikke i tvivl om, at de kommende koncerter bliver endnu stærkere, når trioen får lov at udfolde sig uden et stringent afslutningstidspunkt. Dog gik jeg stadig hjem med en "var det det?"-fornemmelse, og en irriation over, at jeg ikke har investeret i en billet til den kommende koncert i Vega. Og en stor, stor foragt for alle krigsførende nationer i verden.

PS
Til sidst vil jeg egentlig sige tak til Wagner og Jørgensen for at gendanne Psyched Up Janis og min redaktion for at sende mig ud og anmelde koncerten. Før denne anmeldelse havde jeg kun hørt Wagner i The Raveonettes (som jeg er vokset op med ), da jeg ikke er gammel nok til at have været bevidst om andet end Lego og Power Rangers, da Psyched Up Janis havde deres storhedstid. Da jeg gik tilbage for at lytte til bandets plader, blev jeg ramt af en række oprigtige, stærke og rå sange, som jeg ikke har hørt før. Det er lige noget for en sortklædt støjnørd som jeg.

Da jeg i sin tid startede med at spille bas på efterskolen, var det primært Kashmirs efterskolefunk, jeg var til, mens mine venner var til Dizzy Mizz Lizzy. Havde jeg haft Psyched Up Janis dengang, var jeg måske nået i mål noget før. Men det er en anden historie – og den må vente til en anden gang.

Sætliste:

  1. Wild Flames of Love
  2. New 5
  3. Where the Lights Won’t Shine
  4. I Died in My Teens
  5. Hopefully
  6. Itch (Med Kajsa Vala på vokal)
  7. Car Crash Ahead
  8. The Stars Are Out
  9. You’re Faster
  10. Kvinde Min (Gasolin’-cover)





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA