Nyhed

Spotify adopterer en populær TikTok-funktion

GAFFA.dk – alt om musik

TikTok er blevet så populær, at alle andre forsøger at kopiere dem. Nu er turen kommet til Spotify, der arbejder på at indarbejde funktionen med endeløse videoer.

Vi har set det på platforme som Facebook, Instragram, Snapchat og mange andre sociale medier – kopiering af den meget populære funktion, hvor der konstant kommer nye videoer op, når du ruller ned på siden. Nu er turen så, ifølge TechCrunch, kommet til Spotify. Over for internetmediet har de nemlig bekræftet at de tester en ny funktion i deres app med navnet "Discover".

Den funktion skulle give brugerne en vertikal rullende liste af musikvideoer, som brugerne kan bladre igennem, give et like eller springe over.


Funktionen skulle dukke op i en fjerde fane i navigationsmenuen i bunden af Spotifys app – når den altså bliver frigivet til offentligheden.

Discover-funktionen skulle være at finde i en testversion af Spotify-app’en til iOS-enheder, og her kan du angiveligt se, hvordan den nye musikvideofunktion ser ud, og du kan navigere i videoer på samme måde som på TikTok.

TechCrunch skriver også, at et klik på sange giver et like, og tredobbelt klik giver dig alle informationer om sangen, sangeren og så videre.


Spotify har ikke frigivet nogle detaljer om den kommende feature, men bekræfter dog overfor TechCrunch, at de eksperimenterer med ideen om et vertikalt videofeed.

Det betyder også, at det ikke er helt sikkert, at funktionen kommer til at se dagens lys, men det ville give god mening, hvis sangen og videoer blev knyttet sammen i et TikTok-lignende format.

LÆS OGSÅ: Google Maps gør det lettere at handle


ANNONCE