GAFFA.dk – alt om musik
De to kunstnere har været samarbejdspartnere og venner gennem mange år, og det er der, ifølge Cave, en grund til
Nick Cave og Warren Ellis har efterhånden arbejdet sammen på en lang række projekter, siden sidstnævnte først blev inviteret til at spille på Nick Cave & The Bad Seeds 1994-albummet Let Love In, og musikeren følgelig sluttede sig til gruppen. Siden 2005 har duoen udgivet en vifte soundtracks sammen, og nu er de klar med endnu en tilføjelse i form af soundtracket til dokumentaren La Panthére des Neiges. I den forbindelse har Cave og Ellis udgivet det nye nummer ”We Are Not Alone”. Det skriver Pitchfork.
Soundtracket udkommer den 17. december, og dokumentaren får sin amerikanske premiere den 22. december. Det skal dog påpeges, at den nyligt udgivne version af ”We Are Not Alone” er en unik udgave og således adskiller nummeret sig fra den version, som vil være at finde på det kommende soundtrack.
I La Panthére des Neiges følger vi dyrefotografen Vincent Munier og forfatter Sylvian Tesson på opdagelse på det tibetanske plateau på jagt efter særlige dyr, herunder sneleoparden, som filmen tager sit navn efter. Ellis udtaler følgende i et statement:
”Der er noget ved hjertet i denne film, der tiltrækker dig. Jeg indså efter en dag, at jeg ville gøre, hvad end der skulle til, for at komponere et helt originalt lydspor. Filmen fortjente at have sin egen musikalske stemme", siger Ellis og uddyber:
- Jeg reserverede fem dage og spurgte Nick, om han kunne komme ind for en dag for at skrive en temasang og spille lidt klaver. Han så filmen og blev i fire dage. I sidste ende lavede vi, hvad jeg synes er en af de smukkeste film, vi nogensinde har arbejdet på. En af mine favoritoplevelser med at arbejde med et projekt nogensinde. Stjernerne er dyrene i al deres vilde pragt, som vi aldrig har set dem før, og mennesket ærbødigt og beundrende.”
LÆS OGSÅ: Nick Cave deler 46 minutter lang jamsession
Nick Cave kom for nylig ind på sit mangeårige venskab med Ellis i et svar til en række spørgsmål om musikerens syn på venskab via hjemmesiden Red Hand Files.
Her definerede den australske sanger tre niveauer af venskab. Det første dækker, ifølge Cave, over den ven, du deler oplevelser med – I tager ud at spise sammen, går i biografen sammen og drikker jer fulde sammen. Andet niveau gælder den ven, der har din ryg – den, du kan regne med, når du har brug for en hjælpende hånd, penge eller et lift til hospitalet midt om natten. Den tredje og sidste type af venskab betegner den ven, der bringer det bedste frem i dig – den, der gør dig til et bedre menneske, fordi vedkommende elsker dig højt nok til at være ærlig overfor dig og udfordre dig.
Musikeren påpegede, at en ven kan befinde sig på flere niveauer, og hvis du finder en ven, som opfylder alle tre, er det bare med at holde fast i vedkommende.
”Warren er den slags ven. Årsagen til, at vi har haft sådan et langt og produktivt kunstnerisk samarbejde er, at disse tre niveauer er solidt på plads; vi forstår naturen af vores venskab, og vi passer på selve venskabet,” beskrev Cave.
Han tilføjede, at der aldrig opstår ustabilitet i venskabet på grund af spørgsmål om status eller magtkampe.
”Vi er venner, ganske enkelt, og vi tager os bare af det arbejde, der ligger for – to mennesker, der skaber noget, der er større end summen af dets dele – frugterne af samarbejdet opstår direkte fra selve venskabet,” rundede sangeren af.
Nick Cave og Warren Ellis tager til næste år på en amerikansk turné, som begynder den 1. marts 2022. For nylig afslørede Cave desuden, at han har afsluttet indspilningen af en salmesamling med titlen Seven Psalms, og han delte teksten til den sjette salme, ”Psalm Six”, via hjemmesiden Red Hand Files. Det er endnu uvist, hvorvidt værket vil blive udgivet.
Hør den unikke version af "We Are Not Alone" her:
Trackliste for La Panthere des Neiges (Original Soundtrack):
01 L’attaque de Loups
02 Les Cerfs
03 Antilope
04 La Bête
05 Les Yaks
06 Des Affûts Elliptiques
07 Les Nomades
08 La Grotte
09 Les Princes
10 La Neige Tombe
11 Les Ours
12 Un Être Vous Obsède
13 L’apparition: We Are Not Alone
LÆS OGSÅ: Nick Cave skriver børnebog