Nyhed

Syd for solen klar med lørdagens fulde program

GAFFA - alt om musik

Den nye festival i Søndermarken er klar med det fulde program for lørdag den 11. juni 2022 i dag, hvor der er præcis et halvt år til, at festivalen finder sted i Søndermarken på Frederiksberg.

Hver af de tre dage på Syd for solen har sit eget udtryk - med et hovednavn, som bliver suppleret af en række af både etablerede og nye navne. Hver dag spiller otte kunstnere til en dagspris på 650 kr. I går kunne festivalen løfte sløret for fredagens fulde program, og i dag er turen så kommet til lørdagen.

Lørdag den 11. juni 2022 er The National hovednavn. I dag afsløres det, at programmet også byder på blandt andre shoegaze-bandet Slowdive, singer/songwriteren Nilüfer Yanya og duoen Wet Leg. Derudover er amerikanske Cassandra Jenkins nu føjet til lørdagens plakat. Du kan se det fulde lørdagsprogram herunder.


LÆS OGSÅ: Festivalen Syd For Solen er klar med endnu et hovednavn

Trods mere end tre årtier på bagen har Slowdive kun udgivet fire album. De debuterede for tredive år siden - i 1991 - med albummet Just for a Day og fulgte op to år senere med Souvlaki, som i dag betragtes som en klassiker inden for sin genre. Gruppens seneste udspil var den selvbetitlede Slowdive fra 2017, som modtog fem flotte stjerner fra GAFFAs Finn P. Madsen.

"Slowdive er langtfra et nostalgitrip, som kunne have været frygtet. Tværtimod samler bandet op, hvor de slap og forfiner deres kosmiske udtryk yderligere," hed det blandt andet i den entusiastiske anmeldelse. I kølvandet på udgivelsen gav bandet flere koncerter i Danmark. I 2017-18 besøgte de således både Roskilde Festival, Store Vega, DR Koncerthuset og Heartland-festivalen.


Lørdag den 11. juni 2022

The National (US)


Sharon Van Etten (US)

Slowdive (UK)

Anna Calvi (UK)


Cassandra Jenkins (US)

eee gee (DK)

Nilüfer Yanya (UK)


Wet Leg (UK)

 

ANNONCE