GAFFA.dk – alt om musik
Opslaget blev delt i forbindelse med en stigende vold mod asiater tidligere på året
Den 9. december annoncerede Twitter 2021’s mest retweetede opslag. Der er tale om et tweet, som K-pop-gigantgruppen BTS delte den 29. marts. Det skriver Billboard.
Mens coronapandemien med hastige skridt bredte sig i verden, opstod der en stigende bølge af vold rettet mod asiater. Den 16. marts mistede otte mennesker livet under et skyderi i delstaten Georgia, USA. Seks af ofrene var af asiatisk afstamning. Mange har desuden beskyldt Donald Trump for at medvirke til og forværre volden gennem den tidligere præsidents omtale af coronavirus som ”kinesisk virus” og ”kung flu".
BTS’ tweet bestod af en besked på både koreansk og engelsk, hvor den sydkoreanske gruppe delte deres egne oplevelser med racisme og erklærede, at alle har ret til at blive respekteret.
”Vi husker øjeblikke, hvor vi blev udsat for diskrimination som asiater. Vi har udholdt skældsord uden grund og er blevet hånet for den måde, vi ser ud på. Vi blev endda spurgt, hvorfor asiater talte engelsk,” skrev medlemmerne og tilføjede:
”Vores egne erfaringer er ligegyldige i forhold til de begivenheder, der er sket i løbet af de sidste par uger. Vi er imod racediskrimination. Vi fordømmer vold. Du, jeg og vi har alle retten til at blive respekteret. Vi vil stå sammen.
Gruppen brugte desuden hashtagget #StopAsianHate.
Artiklen fortsætter under opslaget
#StopAsianHate#StopAAPIHate pic.twitter.com/mOmttkOpOt
— 방탄소년단 (@BTS_twt) March 30, 2021
Twitter beretter, at BTS’ Tweet er blevet delt mere end en million gange, og at #BTS var årets mest populære hashtag.
I 2020 viste supergruppen desuden støtte til Black Lives Matter-bevægelsen gennem et tweet og ikke mindst en donation sammen med pladeselskabet Big Hit Entertainment (i dag kendt som HYBE, red.) på 1 million amerikanske dollars til organisationen. En donation, som BTS’ fanskare – den såkaldte BTS Army – i øvrigt matchede inden for 24 timer.
LÆS OGSÅ: Da K-pop-fans trollede Trump på TikTok og Twitter
I forbindelse med donationen udtalte BTS-medlemmet Jin til Variety, at gruppen ofte har oplevet diskrimination og fordomme, når de har rejst rundt i verden, og at handlingen således udsprang af et ønske om at afhjælpe den slags fordomme.