Nyhed

Bruce Springsteen sælger sit bagkatalog for vildt beløb

GAFFA.dk – alt om musik

Pladeselskabet Sony Music køber rettighederne til al musikken

Bruce Springsteen skriver sig lige nu ind i en tendens, hvor store musikere sælger deres musikalske bagkatalog til pladeselskaber og publishingselskaber for svimlende beløb.

Ifølge NME har Bruce Springsteen indgået en aftale med Sony Music, der giver selskabet ejerskab over hele musikerens bagkatalog, som inkluderer 20 studiealbum, 300 sange, syv ep’er, 23 liveoptagelser samt meget mere. Angiveligt skulle beløbet for alt dette lyde på 500 millioner dollars, hvad der svarer til over tre milliarder danske kroner.


Springsteen har udgivet sine albums gennem Sony Musics pladeselskab Columbia Records under hele sin karriere, begyndende med hans 1973-debut Greetings From Asbury Park, N.J. Hans seneste fuldlængdealbum, Letter to You, udkom i oktober 2020.

Og det med at sælge sin musikalske arv er Springsteen altså ikke ene om. For nyligt solgte heavy metal-bandet Mötley Crüe deres musikalske bagkatalog til pladeselskabet BMG, for omkring 1 milliard danske kroner.

Sidste år solgte Bob Dylan rettighederne til al sin musik til Universal Publishing for et stort beløb, nemlig omkring 300 millioner dollars. For dette beløb overdrog Bob Dylan mere end 600 sange, skrevet over en periode på seks årtier til publishingselskabet.


Det er heller ikke længe siden, at Tina Turner modtog samme beløb for sit bagkatalog, som Bob Dylan fik. Publishingselskabet fik for 300 millioner dollars, som svarer til omkring 1,9 milliarder danske kroner, rettigheder til Turners musik, der strækker sig over seks årtier og inkluderer hitsingler som "Private Dancer", ”What’s Love Got to Do With It” og "Steamy Windows". Derudover indeholdt aftalen også rettighederne til Tina Turners navn og image. 

LÆS OGSÅ: Tina Turner sælger hele sit bagkatalog for et svimlende beløb

ANNONCE