Under et interview med U2’s Bono slår sangeren fast, at han håber på at finde et “fælles fodslag”.
Efter flere anti-Trump-taler under sin Land of Hope and Dreams-turné og udgivelsen af protestsangen "Streets of Minneapolis" er der flere fans, der har trukket sig fra Bruce Springsteen. Nu udtaler den amerikanske sanger sig om frafaldet.
Læs også: Taylor Swift slår rekord med ny Toy Story-sang
Da Bruce Springsteen modtog Harry Belafonte Voices for Social Justice Award, blev han interviewet af U2-frontmanden Bono under Tribeca Film Festival. Her blev Springsteen spurgt ind til sine tanker om de fans, der har trukket sig fra ham, efter at han er begyndt at dele sine politiske holdninger.
"Man er nødt til at have den tiltro til dem (ens overbevisninger, red.), at de vil kunne forklares og forstås af ens medborgere, og man er nødt til at tro på, at Amerika er en diskussion, og at det konstant er et kompromis, og at det derfor er muligt at finde en form for fælles fodslag," svarede amerikaneren og fastholdt, at det er vigtigt at holde fast i håb og tro, og at det er derfor, han deler sine holdninger.
Samtidig understreger han, at han ser sig selv mere som en bekymret medborger end som aktivist.
"Jeg synger mine sange, jeg siger et par ting og håber på det bedste, du ved, hjælper folk lidt her og der."
Bruce Springsteen har netop afsluttet sin Land of Hope and Dreams-turné, som bragte ham rundt i USA.





