Nyhed

Lyden af de store gulve

Progressive House på Roskilde Festival

Årets festival giver flere muligheder for at skyde den af til hårdtpumpet progressive house. Med navne som Timo Maas (billedet), John Digweed, X-Press 2 og Way Out West er den såkaldte progressive house godt repræsenteret på årets festival. En klubgenre, som fylder de helt store gulve i både England og USA og formentlig kommer til at dominere Ibizas klubscene i år, ligesom den gjorde det sidste år.

Progressive house er en variant af den elektroniske dansemusik, som kombinerer tempoet og rytmerne fra tribal-præget house med technoens lydunivers. En slags big room-lyd med mørke, drone-agtige lyde, kraftfulde beats og en fornemmelse af højt til loftet.


Progressive house voksede frem i starten af 90'erne omkring William Orbits pladeselskab Guerilla, og navne som Spooky, Leftfield og Underworld har været med til at forme den. Progressive house i sin nuværende form har for alvor vokset sig stor inden for de sidste par år omkring britiske klubber som Renaissance, Bedrock og Cream, og brede hits beslægtet med scenen tæller Kosheens "Hide U" og Goldtrix feat. Andrea Browns "Trippin'".

I takt med at scenen er blevet så bred, er den allerede på vej i nye retninger, og på det seneste har en række af dens fremmeste producere i stigende grad ladet sig inspirere af breakbeats. Bl.a. tyske Timo Maas, som i foråret udsendte albummet "Loud", hvor bl.a. Kelis og Finlay Quaye gæster.


En af scenens mangeårige bannerførere er John Digweed, som står bag klubben Bedrock samt en række compilationplader. Digweed er netop kommet tilbage fra en to måneder lang turné i USA med makkeren Sasha og er kendt som en DJ i særklasse. Digweed er på plakaten lørdag aften, og det samme er Bristol-duoen Way Out West, som ofte blander breakbeats ind i deres tunge houselyd.


Trioen X-Press 2 består af Rocky, Diesel og Ashley Beedle, der alle har været med siden acid house-dagene i slutningen af 80'erne. De har haft et stort hit i foråret med singlen "Lazy", hvor den gamle Talking Heads-frontmand David Byrne leverer vokalerne.

Fire muligheder for at feste igennem til lyden af de helt store gulve på den internationale klubscene.


Timo Maas, torsdag 22:00, Hvid Scene

X-Press 2, fredag 01:00, Hvid Scene

Way Out West, lørdag 22:30, Hvid Scene


John Digweed, lørdag 0:00, Hvid Scene

ROSKILDE DAILY er en avis produceret af GAFFA. Den udkommer dagligt på Roskilde Festival 2002.



ANNONCE