x

Musikere og forfatterelever samarbejder på Rytmisk Musikkonservatorium i temauge og koncerter

Musikere og forfatterelever samarbejder på Rytmisk Musikkonservatorium i temauge og koncerter

Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen ved Københavns havn vil denne uge lægge lokaler til et spændende samarbejde mellem en række danske musikere og studerende på Rytmisk Musikkonservatorium og elever på Forfatterskolen i København.

Gennem hele denne uge, fra i dag og frem til fredag d. 14. marts, skal eleverne fra de to skoler skabe kunst i fællesskab. I 20 mindre hold med blandet besætning fra begge kunstskoler vil de unge studerende kaste sig ud i en række eksperimenter for at øge samarbejdet og den gensidige bevidsthed mellem unge musikere og forfattere.

Til at lede ugen har konservatoriet hyret en række markante musikere, der også har bevæget sig ind på det litterære område: Blandt disse kan nævnes Nikolaj Nørlund (billedet), der på sit solo-debutalbum "Navnløs" fra 1996 fortolkede digte af Michael Strunge og siden har markeret sig som en talentfuld tekstforfatter på både dansk og engelsk.

Andre gæster er Tobias Trier, der også er kendt for originale danske tekster, rapperen Per Vers fra Sund Fornuft, tredobbelt skandinavisk mester i freestyle-rap, samt avantgardemusikeren og forfatteren T.S. Høeg. Den musikglade digter og boganmelder fra Weekendavisen Lars Bukdahl vil også lægge vejen forbi Holmen. Disse gæster vil både holde koncerter og foredrag og være til rådighed for eleverne under projektet.

Temaugen vil udmunde i to koncerter på konservatoriet torsdag d. 13. og fredag d. 14. marts kl. 19.30.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA