Nyhed

Tim Christensen endelig klar med toer

"Honeyburst" er på gaden 1. september

Billede: Morten Larsen

Den længe ventede opfølger til Tim Christensens succesfulde debutalbum "Secrets On Parade" fra efteråret 2000 har efter nogle forsinkelser endelig fået fastsat en udgivelsesdato og en titel.

Albummet kommer på gaden 1. september og får titlen "Honeyburst". Cd’en kommer bl.a. til at indeholde Nikolaj & Julie-temaet "Right Next To The Right One", der hidtil kun har eksisteret som storhittende radiosingle og naturligvis som tv-kendingsmelodi.


Sangene er skrevet i det meste af 2001 og 2002, men ellers holder Tim Christensen endnu kortene tæt ind til kroppen med at afsløre, hvad man kan finde på albummet. Du har dog mulighed for at få en forsmag, hvis du hører Tim Christensen live med band (Lars Skjærbæk (guitar og keyboards), Olaf Olsen (trommer) og Nicolai Munch-Hansen (bas)) i løbet af sommeren, hvor de spiller flg. steder:

4. juli: Vig Festival
5. juli: Ringe, Midtfyns Festival
18. juli: Vejby, Nordkyst Festival
25. juli: Rudkøbing, Langelands Festival
26. juli: Hemmet, Bork Havnefestival
8. august: Skanderborg Festival
9. august: Assens, Rock i Assens

Den 26. juli udsender TV 2 i øvrigt en koncert-optagelse med Tim Christensen og band fra Bornholms Musikhus i juni.


Det fikse pressefoto af bandet kan i øvrigt ses i større format på www.timchristensen.dk, hvor du også kan se det originale forlæg med ABBA.

ANNONCE