Nyhed

Danmarks første sangskriveruddannelse åbner

Rytmisk Musikkonservatorium åbner sangskriveruddannelse til efteråret med input fra blandt andre Tim Christensen

I Danmark er der en stærk tradition for at uddanne kunstnere inden for områder som film, design og billedkunst. Nu kommer denne frugtbare tradition imidlertid også sangskriverne til gode. På baggrund af et ønske fra musikbranchen udbyder Rytmisk Musikkonservatorium nemlig fra september Danmarks første bacheloruddannelse i sangskrivningens ædle kunst.

– At Rytmisk Musikkonservatorium nu sætter ekstra fokus på, hvad for mig er det mest fundamentale ved musik, nemlig sangskrivningen, er fantastisk. Der er muligvis kun 12 toner, men tonsvis af muligheder. Uden en sang, ingen musik, siger albumaktuelle Tim Christensen (billedet), der har bidraget med input til at udvikle uddannelsen.

Uddannelsesleder Aage Hagen udtaler om de sangskrivende ansøgningskandidater:


– Sangskriveruddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium henvender sig fortrinsvis til komponister, der både arbejder med tekst og musik. Men alle, der skriver sange – alene eller i samarbejde med andre – kan ansøge, hvad enten det kompositoriske arbejde foregår ved klaveret, på guitaren eller foran computeren.

Om ansøgernes forbilleder er Peter Sommer, Trentemøller, L.O.C. eller Anne Linnet spiller ingen rolle:

– Alle genrer er velkomne, uanset om udtrykket er bredt og kommercielt funderet – eller om det er smalt og niche-orienteret. Det vigtigste er, at ansøgernes materiale er personligt og vedkommende, forklarer Aage Hagen og tilføjer, at uddannelsen primært henvender sig til ansøgere, der har en vis erfaring som sangskrivere. Men Aage Hagen understreger, at talentfulde nybegyndere også kan byde ind.


Hvis dit sangskrivningsmæssige talent på den ene eller den anden måde kan imødekomme ovenstående, så foregår ansøgningsproceduren via musikkonservatoriernes koordinerede tilmelding musikuddannelser.dk. Der er åbent for tilmeldinger frem til 1. februar 2009. De talentfulde ansøgere, der slipper gennem nåleøjet, skal have sangskrivningsskoletasken klar til 1. september 2009
               
Læs mere om den nye sangskriveruddannelse på rmc.dk eller kontakt uddannelsesleder Aage Hagen på mail: [email protected], telefon: 3268 6710.

ANNONCE