Nyhed

Me And My-sangerinde til Melodi Grand Prix for Andorra

Susanne Georgi skal dyste mod blandt andre Brinck ved semifinalen i Moskva 14. maj

”Dub-i-dub-i-dub-i-dub-dub-dub / Dub-i-dub-i-dub-i-yeah-yeah / Dub-i-dub-i-dub-i-dub-dub-dub / I don't need your love”. Den ene af stemmerne bag disse historiske linjer i dansk popmusik, Susanne Georgi fra duoen Me & My, har vundet Melodi Grand Prix i Andorra, hvor hun i dag er bosat.

Susanne Georgi vandt med sangen ”La Teva Decisio”, som hun har skrevet sammen med sin søster Pernille Georgi (den anden halvdel af Me & My), Rune Braager, Marcus Winther-John og Lene Dissing, og med katalansk tekst af Josep Roca Vila. Det bliver dog den engelske udgave, ”Get A Life”, vi kommer til at høre i Moskva, oplyser det danske Grand Prix-fansite, www.esc-dk.dk.

Der var kun tre deltagere i Andorras Melodi Grand Prix, og vinderen blev kåret ved en afstemning, hvor en fagjury og seernes stemmer talte lige meget. Både juryen og seerne havde dog Susanne Georgi som favorit.

Susanne Georgi skal nu kæmpe Andorras sag i semifinalen i Moskva 14. maj mod blandt andre danske Brinck. Selve finalen finder sted 16. maj i Moskva. Det er i øvrigt sjette gang, Andorra deltager i det internationale Melodi Grand Prix, men miniputstaten er aldrig gået videre til finalen.

Me & My deltog i øvrigt i 2007 i det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Two Are Stronger Than One”, hvor de fik en sjetteplads. Samme år udgav de en julesingle og en opsamling, men har ikke siden ladet høre fra sig. De skriver dog stadig sange til andre artister og har tidligere udtalt til DR’s Musikprogrammet, at de regner med at udgive et nyt album igen på et tidspunkt.

ANNONCE