x

Sunset Rubdown til Pop Revo

Sunset Rubdown til Pop Revo

Der er ikke mange bands, der som Wolf Parade kan ryste interessante sideprojekter af sig, og nu er et af dem på vej tilbage til Danmark. Det drejer sig om Sunset Rubdown, der kommer på besøg i Århus til maj i forbindelse med den årlige Pop Revo-festival.

Festivalen er i år rykket til Voxhall, og det er her, man vil kunne opleve Spencer Krug fra Wolf Parade, Swan Lake, Frog Eyes og Fifths Of Seven sammen med de øvrige medlemmer af Sunset Rubdown. Her vil de formodentlig, ud over materiale fra de tre eksisterende album, også byde på nyt fra det album, der forventes at blive udsendt til sommer.

Sunset Rubdown gæstede Danmark for første gang i maj sidste år, hvor de var på besøg på Loppen. Her leverede de ifølge GAFFAs anmelder en flot koncert, der lover godt for bandets kommende optræden:

"Normalt kan den slags energiske maratonpræstationer godt blive lidt trættende i længden, men Sunset Rubdown formåede at holde publikums opmærksom igennem hele sættet, som kulminerede i "Stadiums And Shrines II" og "The Mending Of The Gown". En slutning, der er lige så værdig som starten på begge album, hvor de to sange i øvrigt er placeret, og først i ekstrasættet fik publikum en puster med "Us Ones In Between". Bandet var i topform, og sættet virkede generelt så tæt på optimalt, at tilråb og sangønsker fra publikum nok nærmere var et tegn på hengivenhed end utilfredshed".

Bandet tilføjes et program, der allerede indeholder The Bear Quartet, Lily Electric, Casiotone For The Painfully Alone og Love Is All, og arrangørerne lover, at der i de næste uge vil blive tilføjet flere navne.

Pop Revo afvikles på VoxHall i Århus i dagene 1. - 2. maj, og billetter til festivalen kan købes via GAFFA Billet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA