x

Midnight Oil gendannes

Midnight Oil gendannes

Midnight Oil var indtil 2002 et af Australiens største rockbands. I 2002 forlod forsangeren Peter Garrett bandet og helligede sig politik, og han har siden 2007 været Australiens miljø- og kulturminister. Midnight Oil blev genforenet for en kort bemærkning i 2005 i forbindelse med et støttearrangement for tsunamien i Østasien. I denne weekend gendannes de så atter, og denne gang er anledningen altså de brande og oversvømmelser, der sidste måned hærgede det østlige Australien. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Genforeningen omfatter to opvarmningskoncerter i hovedstaden Canberra torsdag og fredag, samt en stort anlagt koncert lørdag for 78.000 mennesker i Melbourne. Herefter går bandet igen hver til sit, og Peter Garrett vender tilbage til politik. Garrett, der også var politisk aktiv i tiden med Midnight Oil, er blevet bedt om at holde det politiske adskilt fra koncerterne på grund af hans minsterværdighed, men det har han afvist.

Midnight Oils koncerter afvikles under overskriften Sound Relief sammen med endnu en støttekoncert lørdag for 40.000 mennesker, hvor blandt andre Kylie Minogue og Coldplay medvirker.

De resterende medlemmer af Midnight Oil har siden opløsningen i 2002 fortsat spillet sammen, men ikke under det navn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA