x

Starfighters er tilbage

Starfighters er tilbage

Danmarks mest ambitiøse talentkonkurrence – hvor sidste års vindere var albumaktuelle Didium And The Black Bonnie Picture (billedet) – starter igen til foråret. Og der er denne gang skruet ekstra op for attraktionen. Hvor der tidligere har været ét vinder-band og en række, der ikke fik så meget ud af det, vil der i år virkelig være noget at komme efter for alle otte finalister.

Præmierne bliver i år mindre plade-øremærkede og i højere grad lagt ud til at handle om karriere-boosting. I en tid, hvor alle har råd til at lave en plade, er der ingen tvivl om, at det er meget bedre brugte penge at tænke langsigtet. Ud over et coaching-seminar, som alle otte finalister får sammen med 10.000 kr., vil der være en pakke, der handler mere om markedsføring, turnéstøtte, synlighed eller andre måder at investere i bandet på end blot en enkelt udgivelse.

Sådan en pakke bliver lavet i tre forskellige størrelser, til nummer 1,2 og 3, på henholdsvis 100.000, 50.000 og 25.000 kr. Tilsat den sædvanlige række ekstrating, i form af koncerter på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg og yderligere præmier fra samarbejdspartnerne. GAFFA giver for eksempel en større fotosession.

I år handler det mindre om at finde det allernyeste, men måske snarere nogen, der er lidt længere fremme i processen. De tidligere restriktioner omkring pladeudgivelse er således lempet, og har du udgivet en plade på eget selskab, er det ikke en hindring mere.

– Vi vil gerne hæve ambitionerne fra de tidligere år og koncentrere os om at hjælpe nogle bands, der ved, hvad de vil, og har vist, at de kan, siger Poul Martin Bonde fra Starfighters. – Og når nu branchen har udviklet sig så meget, som den har, giver det heller ikke mening at låse legatet fast på en pladeudgivelse. Derfor handler det mere om at finde en handle-plan for de enkelte bands' karriere, og sætte ind dér.

Deltagerne bliver stadig udvalgt af branchefolk, blandt andet GAFFA, der også sidder i dommerpanelet. I år skal man dog kun sende musik til Starfighters, idet Starfighters' forskellige samarbejdspartnere selv vil udvælge en del af deltagerne. Du sender enten link til [email protected] eller brev til Danmarks Smukkeste Festival att. Starfighters, Birkevej 20, 8660 Skanderborg.

Finalen foregår som sædvanlig på Danmarks Smukkeste Festival om onsdagen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA