Nyhed

Creed er tilbage

Rygterne om en gendannelse efter fem års pause viste sig at holde stik

De fire oprindelige medlemmer af det millionsælgende amerikanske band Creed har netop på deres officielle webside offentliggjort, at de er gået sammen igen for at indspille et nyt album og tage på en amerikansk sommerturné.

Creed har siden udgivelsen af debutpladen "My Own Prison" i 1997 solgt omkring 35 millioner plader og haft fire amerikanske top ti singler inklusive "With Arms Wide Open", der nappede førstepladsen i november 2000, og året efter fik en Grammy for bedste rocksang.

Men selvom gruppens tredje og sidste album, "Weathered" fra 2001, solgte seks millioner eksemplarer i hjemlandet alene, valgte bandet alligevel at gå i opløsning i 2004. Frontmanden Scott Stapp indspillede et soloalbum året efter, og de øvrige bandmedlemmer dannede Alter Bridge, der har udsendt to plader. Ingen af dem har dog kunnet sælge nær så meget som de tre Creed-udgivelser, og derfor er det måske ikke så mærkeligt, at bandet igen har samlet tropperne.


Bandet har ifølge Rolling Stone allerede indspillet seks demoer, hvilket kom i stand efter de fire medlemmer havde mødtes på et hotel i Florida i forbindelse med at Scott Stapp skulle synge til et sportsarrangement. Bandet har endnu ikke fundet en producer, men det forventes at det kommende album får titlen "Full Circle".

Til Rolling Stone siger Stapp desuden, at han ikke betragter dette som en gendannelse, men nærmere en genfødsel af sit gamle band. Han fortæller også at hans andet soloalbum, der efterhånden har været længe undervejs, ikke er noget han tænker på længere, og at det ville være uansvarligt af ham at tænke på andet end Creed lige nu. De øvrige tre medlemmer har dog udtalt, at gendannelsen ikke får nogen indflydelse på Alter Bridge, der forventes at udsende et nyt album i 2010.

Creed lancerer deres kommende amerikanske turné 6. august i Pittsburgh, Pennsylvania.

ANNONCE