Nyhed

Kashmir spændte på Rocket Brothers

Forpremiere på Kashmir-portrætfilm i weekenden på festivalen cph:dox i København. GAFFA.dk har talt med instruktøren og forsanger Kasper Eistrup.

"Det er dødspændende, hvad der kommer til at ske, og hvordan filmen bliver modtaget," siger Kasper Eistrup om "Rocket Brothers" – filmen om Kashmir, der er bygget op som en spillefilm og har officiel Danmarkspremiere den 12. december i otte biografer landet over. Den vises desuden senere i landets mindre biografer i forbindelse med filminitiativet Filmporten.

Men i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen cph:dox vises filmen allerede lørdag og søndag i København. Lørdag aften til afslutningsgallaen på cph:dox i Dagmar og søndag i Dagmar klokken 21.30.

"Vi er meget beærede over filmen, for det er jo ikke os selv, der har været i klipperummet. Det er en objektiv film og ikke vores projekt, som man kunne tro. Derfor tror jeg også, at det er blevet en bedre film, end hvis vores egen forfængelighed havde fået lov at styre," siger Kasper Eistrup til GAFFA.dk.


Manden med dirigentstokken er i stedet filminstruktøren Kasper Torsting, der har fulgt bandet i fire år. I første omgang skulle mødet med Kashmir blot have været brugt til et midtvejsprojekt på filmskolen, men det udviklede sig.

"Jeg var med bandet på turné i tre-fire weekender i Danmark. Det blev fundamentet for et godt venskab, og så opstod idéen sporadisk derefter. Der skete mange ting i deres karriere på det tidspunkt, som jeg syntes kunne være interessante at fortælle om – uden at nogen af os overvejede, at det kunne blive til en spillefilm. De opfattede mig mere som en slags bandets hoffotograf," fortæller den 28-årige Kasper Torsting til GAFFA.dk.

Også mørke sider
"Rocket Brothers" foregår fra tiden efter det succesfulde album "The Good Life" og frem til denne sommer og handler primært om den vanskelige tilblivelse af opfølgeren "Zitilites".


"Når et band som Kashmir – og i særdeleshed Kasper Eistrup – siger, at det kræver blod, sved og tårer at udgive en plade, ja så er det faktisk reelt. Det er filmen en slags bevisførelse for, og det projekt har jeg forsøgt at skildre så råt og hudløst som muligt. Vi får et indblik i, hvor krævende det er at lave en plade – specielt når man er så kunstnerisk kompromisløse som Kashmir," siger Kasper Torsting, der dermed også har givet lidt af forklaringen på, hvorfor der netop skulle være Kashmir, han valgte at følge.

"Kashmir er et af Danmarks allerstørste og mest interessante bands, både ambitionsmæssigt og salgsmæssigt. De viser sig så siden også at være både søde, rare og sympatiske at være sammen med," siger Kasper Torsting, selvom det i den halvanden time lange film vil fremgå, at der også er mørke sider af bandet.

I en af de første scener vil man kunne opleve filmens centrale figur, Kasper Eistrup, sidde ensom og ulykkelig i et mørkt rum og fortælle om sine skriveproblemer.


"Jeg har ikke skrevet en sang i et år … Jeg er rædselsslagen for at gå i gang … Jeg trænger til at sparke mig selv hårdt i røven – bare gøre det i stedet for at gå og have så ondt af mig selv…," siger han.

""Rocket Brothers" handler om en rockmusiker, der først vrister sig fri af sit forrige værk, går i stilstand, uvished, mørke og – måske – kommer ud på den anden side. Filmen bevæger sig fra et billede af en rockstjerne til et billede af et skabende menneske. Jeg vil gennem filmen afdække kunstneren Kasper Eistrup, og portrættet skal være i øjenhøjde med mig selv og dermed mit publikum," siger Kasper Torsting.


ANNONCE