x

Leona Lewis overfaldet under bog-signering

Leona Lewis overfaldet under bog-signering

Den engelske sangerinde Leona Lewis befandt sig i går onsdag 14. oktober i Waterstone's Book Store ved Piccadilly Circus i London, da hun pludselig blev overfaldet og slået. Lewis har for nyligt udgivet bogen "Dreams", og var taget ind til boghandlen for at signere bøger for sine fans, og posere for pressen. Men seancen blev afbrudt, da hun pludselig uden varsel blev overfaldet.

Londons politi bekræfter, at de har anholdt den 29-årige mand, der pludselig overfaldt Leona Lewis. Overfaldsmanden blev taget ind til afhøring, under mistanke om vold, og en talsmand for boghandleren Waterstone udtalte efterfølgende:

"Vi kan bekræfte, at der var en hændelse, da Leona Lewis signerede bøger i dag. Den blev øjeblikkeligt stoppet af de tilstedeværende sikkerhedsvagter, og politiet afhører vedkommende, der udførte volden."

En fan, der var på stedet, kunne fortælle at hans bror så hele hændelsen. "Han (overfaldsmanden, red.) gik op til hende med en bog, hun signerede den, og da hun kiggede op, slog han hende bare."

Lewis var rystet, men kom dog ikke noget videre til, og det var ikke nødvendigt at køre hende på hospitalet. Hun har dog efterfølgende besøgt en læge for en sikkerheds skyld. Det forelyder endnu ikke, om hun anmelder episoden, og motivet for overfaldet er ikke kendt.

Leona Lewis blev kendt, da hun deltog i den britiske version af talentshowet X-Factor, og hendes debutalbum gik direkte ind på førstepladsen på USA's hitlister i 2008. Hun er den første britiske sangerinde, der nogensinde har opnået dette.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA