x

Jurassic 5-rapper indtager Loppen

Jurassic 5-rapper indtager Loppen

De slet skjulte hentydninger til dinosaurer i navnet var ikke helt tilfældig for det hedengangne rapkollektiv Jurassic 5, der indtil opløsningen satte en ære i at hylde den gamle skole med cuts, breaks og positive vibrationer på scenen. Chali 2na fører på egen hånd håndværket videre og gæster snart Loppen, for at give en lektion til det danske publikum.

Chali 2na har på flere måder været den rapper i Jurassic 5, der har skilt sig mest ud. Den kæmpestore rapper med stemmen, der får Louis Armstrong til at lyde som en kordreng, har siden starten imponeret med sit hurtige staccato-flow og kælderdybe rapstemme.

Som soloartist har Chali 2na også gjort sig bemærket med mixtapet "Welcome To The Fish Market", der samlede mange af de bekendtskaber, rapperen har, heriblandt venskabet med den britiske dub-rapper Roots Manuva. I år udkom "Fish Outta Water", som understregede den venlige kæmpes berettigelse i hiphoppen, som en lektor i ol' school hiphop fyldt med referencer til pionerer som dj'en Kool Herc and Afrika Bambaataa.

Nu kan det danske publikum glæde sig over, at Chali 2na igen kommer forbi landet og gør det som soloartist, men til gengæld med et nyt album i pladetasken. Rapperen optræder på Loppen den 28. november og billetter kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA