Nyhed

GAFFA.TV åbner 11. november

Danmarks største musikmagasin lancerer 11. november GAFFA.TV - web-tv med fokus på interviews, reportager og portrætter

Nu vil du snart få tilføjet en ny indgangsvinkel til dit daglige musikforbrug, når vi på GAFFA.dk for første gang tilbyder en lang række indslag, der alle er en del af et helt nyt online-tiltag - GAFFA.TV. Her vil man blandt andet kunne se reportager og interviews lavet af GAFFAs journalister i både ind- og udland blandet med anderledes portrætter og underholdende indslag.

Det nye tiltag er resultatet af et ønske om at kunne præsentere levende billeder på GAFFA.dk, og med tilføjelsen af web-tv bliver det nu endelig en realitet. Igennem indslag af forskellige typer får man nu som besøgende på GAFFA.dk mulighed for at komme helt tæt på kunstnerne på en unik og anderledes måde, og der bliver på den måde føjet en ekstra dimension til de dybdegående interviews i den trykte udgave af GAFFA.

Om beslutningen om at lancere web-tv på GAFFA.dk siger kreativ direktør Robert Borges:


- Vi har udskiftet diktafon og notesblok med videokameraer, når vi tager ud i verden for at snakke med kunstnerne. Samtidig giver adgangen til et medie, hvor levende billeder og lyd mødes, mulighed for at lave eksklusivt indhold, der adskiller sig fra det, man kender fra bladet.

Dette bakkes op af GAFFAs redaktør Peter Ramsdal, der glæder sig over muligheden for at kunne præsentere store internationale navne på GAFFA.TV samt vise nye sider af kendte danske navne. Han har de seneste måneder sammen med en gruppe af GAFFAs journalister forberedt en lang række indslag, der vil ligge klar, når GAFFA.TV lanceres senere på måneden.

- Vores videohold har blandt andet fulgt D-A-D under deres tyske turné, mødt Tiësto på Ibiza samme dag, som han spillede sit sidste job på klubben Privilige, været bag om denne måneds forside med Alphabeat og interviewet så forskellige navne som Eagles Of Death Metal, Steffen Brandt og Johnson  - og der er meget mere på vej.


Der vil konstant blive føjet nye interviews og reportager til, og selvom en del af kunsterne vil være dem, man kender fra månedens udgave af GAFFA, vil der også være mulighed for at finde en lang række andre navne på GAFFA.TV, hvis historie bedre egner sig til at blive fortalt i billeder.

Der er premiere på de mange indslag og reportager 11. november på adressen GAFFA.TV.

ANNONCE