x

Corinne Bailey Rae udgiver andet album

Corinne Bailey Rae udgiver andet album

Corinne Bailey Rae var allerede, inden det selvbetitlede debutalbum kom på gaden, en af de mest hypede nye navne i Storbritannien i 2006, og da hun udgav sit første album, viste forventningerne at holde stik med mere end 4 millioner solgte kopier. Efter at hendes mand døde af en overdosis, og sangstjernen efterfølgende forlod musikscenen i over et år, er soulsangerinden tilbage med et nyt album.

Husbonden Jason Rae døde i starten af 2008 som følger af en forkert blanding af metadon og øl, mens Corinne Bailey Rae havde skrevet halvdelen af sit nye album. Det kom naturligvis som et chok for den populære sangerinde, der måtte bruge tid på at komme sig over tabet. Nu er Corinne Bailey Rae tilbage og fortæller i et interview med BBC om sin brug af musik til at komme videre:

"Jeg elsker musik. Jeg har været involveret i musik hele tiden, selvom jeg har været væk fra rampelyset. Jeg har spillet, sunget og skrevet. Musik er min store kærlighed, det er ikke bare en karriere, men noget, som jeg gør for at udtrykke mig. Jeg vidste, at jeg ville komme tilbage, men ikke på hvilken måde. Så det er dejligt at komme tilbage til denne travlhed, det er ikke dårligt."

Corinne Bailey Rae udgiver næste år sit andet album "The Sea", der er påvirket af sangerindens oplevelser, men samtidig også har et andet musikalsk udgangspunkt end debuten. Soulsangerinden fortæller selv om ændringen i det musikalske ståsted i interviewet:

"Det er en virkelig spændende og tung plade med orkestre, piano og autoharpe, og alle disse sange, som jeg selv har skrevet. Det føles som en meget mere personlig udgivelse, og den er virkelig dynamisk. Jeg havde lyst til selv at komme ud og promovere den og give folk den bedste mulighed for at høre den."

Albummet "The Sea" er sat til at udkomme den 2. februar næste år.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA