x

Leona Lewis synger temaet til Avatar

Leona Lewis synger temaet til Avatar

Sidst Terminator-skaberen James Cameron fyldte biograferne med en storfilm, var tilbage i 1997, da Titanic sank på lærredet til Celine Dions svanesang "My Heart Will Go On". Nu har instruktøren igen samlet de to mænd bag denne sang og ladet den britiske sangerinde-komet Leona Lewis synge til slutteksterne i den kommende film "Avatar".

Den episke science fiction-film er en af julens store satsninger, og der bliver gjort en del for, at publikummet strømmer ind i biografen for at se den. På musiksiden står den garvede James Horner, der sammen med Simon Franglen stod bag Celine Dions store hit til katastrofefilmen "Titanic". De to har nu samlet kræfterne om at lave endnu et tema til Camerons film, og har derfor indhentet Leona Lewis til vokalsiden.

Den britiske sangerinde har indtil videre haft succes med at omsætte sin sejr i det velkendte program X Factor til en lovende solokarriere, som nu har betydet udgivelsen af hendes andet album "Echo". Anmelderen fra GAFFA hørte også soundtrack-potentiale i Leona Lewis' nyudgivne album, der fik tre stjerner og følgende ord med på vejen:

"Alligevel er det som om, at den eventyrlige, filmiske inspiration, hun har søgt i arbejdet med albummet, efterlader et indtryk af et glimrende soundtrack til et godt mainstream Hollywood-chickflick. Og det behøver man ikke kimse ad. Men et helt album igennem er det ganske enkelt hovedpinefremkaldende, og man føler sig tynget til jorden, snarere end båret til nye højder."

Efter annonceringen af Leona Lewis som sangerinde på den nye Hollywood-blockbuster er der igen lagt op til hitpotentiale for filmtemaet. "Avatar" har dansk premiere den 18. december.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA