x

David Gray i Falconer

David Gray i Falconer

Engelske David Gray udgav for nylig albummet "Draw The Line", hans første album i fire år, der blandt andet indeholder duetter med Annie Lennox og Jolie Holland. Nu følger han albummet op med en turné, der blandt andet bringer ham til Falconer Salen i København 1. februar.

David Gray er kendt for sine følelsesladede sange, der som regel har en eftertænksom og melankolsk tone over sig, uanset om tempoet er højt eller lavt. Han slog igennem for 10 år siden med det prisbelønnede album ”White Ladder”, hans fjerde album, som toppede de engelske hitlister og som stadig er det bedst sælgende album i Irland nogensinde. Albummet indeholdt blandt andet storhittene "Babylon" og "Please Forgive Me", og siden "White Ladder" har David Gray også udgivet de to album "A New Day at Midnight" (2002) og "Life in Slow Motion" (2005) foruden førnævnte "Draw The Line".

GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen var lidt mellemfornøjet med "Draw The Line", som han tildelte tre stjerner og følgende ord:

"Overordnet set er albummet dog en hygge-kedsommelig affære, hvor der hverken musikalsk eller lyrisk vindes noget, der for alvor kunne minde om nyt land. Bestemt solidt håndværk, men også så kantløst, at det kan sluges uden en eneste tår vand."

David Gray har flere gange spillet udsolgte koncerter i Danmark, senest i 2006, hvor han gæstede K.B. Hallen.
 
Billetsalget starter 23. november klokken 10 via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA