x

Billboard kårer One Hit Wonders

Billboard kårer One Hit Wonders

Billboard har offentliggjort fem årti-lister, og imellem dem er One Hit Wonders-listen, der indeholder et par overraskelser, og et nostalgisk gensyn med musikere, man aldrig hørte fra igen. Listen er lavet ud fra, hvor højt på Billboards Hot 100-chart det første hit nåede, og hvor langt nede på listen de efterfølgende sange fra samme musiker/gruppe lå.

På førstepladsen finder man Daniel Powter med hans single "Bad Day" fra 2006, der nåede førstepladsen på Hot 100, og holdt pladsen i fem på hinanden følgende uger. Ingen af Powters sange er nået med på charten siden da, hvilket giver ham prisen som mest succesfulde One Hit Wonder i USA. På andenpladsen ligger hip hop-kollektivet Terror Squad, der inkluderer rapperen Fat Joe, med deres hit "Lean Back" fra 2004. Deres højest liggende single siden er "Take Me Home" fra slutningen af 2004, der ikke kom højere op end en 62. plads.

På listen findes også Crazy Town med "Butterfly" på 3. pladsen, Lou Bega med "Mambo No. 5" på 13. pladsen, og The Calling med "Wherever You Will Go" på 23. pladsen.

Et af de navne, man ellers kunne argumentere for måske ikke helt fortjener klistermærket "One Hit Wonder", men som er at finde på listen, er Gnarls Barkley, der er nævnt for deres hit, "Crazy". Deres andet album "The Odd Couple" var nomineret til tre Grammyer, men solgte ikke så forfærdelig meget, sammenlignet med deres platinsælgende debut, og det resulterer i, at Gnarls Barkley får en 7. plads på denne liste.

Hele Billboards One-Hit Wonder-liste, og fire andre lister kan ses på Billboards hjemmeside. På fredag den 11. december bliver yderligere sytten lister offentliggjort samme sted.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA