Nyhed

Morningside Records præsenterer næste års program

Det lille, men markante indieselskab udgiver nyt fra Figurines, Torsten Larsen, Shout Wellington Air Force med flere

Det lille, men markante danske indie-selskab Morningside Records, der i denne tid er et enmandsforetagende bosiddende i Stavanger i Norge, har offentliggjort, hvad det har i støbeskeen for 2010.

Morningside er kendt for udgivelser med højt roste navne som blandt andre Oh No Ono, Figurines og Larsen & Furious Jane, ligesom det i år også udgav det velmodtagne debutalbum fra Twins Twins og det andet, særdeles lovpriste selvbetitlede album fra den norske støjpop-gruppe I Was A King. Selskabet har også tidligere haft blandt andre Under Byen i stalden.

Indtil videre har Morningside planlagt seks udgivelser for 2010 - med mulighed for flere. Nemlig udgivelser fra No Blood In Bones, Marie-Louise Munck, Torsten Larsen, Shout Wellington Air Force, Ghost Voo og Figurines.


No Blood In Bones er en helt ny duo dannet af Morten Dam og Sven Busck. Deres debut-ep er indspillet i samarbejde med Rune Borup (blandt andre I Got You On Tape)
 
Marie-Louise Munck er kendt som den længselsfulde stemme fra Amstrong og Antenne og er i øvrigt søster til Camilla Munck fra duoen Munck//Johnson og skuespilleren Charlotte Munck (Anna Pihl med flere). Nu udgiver hun sit debutalbum som soloartist. Albummet "The Birds Fly Up" udkommer i februar og indeholder en samling stemningsfulde sange.
 
Torsten Larsen, også kendt som sanger og sangskriver i Larsen & Furious Jane, udgiver en samling demoer, der alle stammer fra den tre år lange periode, hvor bandet arbejdede med deres seneste og meget velanmeldte album "Zen Sucker".
 
Shout Wellington Air Force er, efter den pænt modtagne ep "Carry Yourself" i 2007, klar med deres debutalbum. Albummet bliver mikset af Oh No Onos guitarist og lejlighedsvise sanger Aske Zidore.
 
Ghost Voo har været tilknyttet Morningside siden selskabets start i Århus i 2001, men har aldrig udgivet et officielt album. Det sker nu med albummet "Knives In The Senate", der viser et band, som har udviklet sig langt siden de unge års post-rock. Nu er de mere påvirket af hiphop og electronica, men lyder ifølge Morningside stadig ikke som nogen af delene.
 
Sidst, men ikke mindst lover Morningside at udgive det fjerde album med Figurines (billedet). Gruppen har luftet et af de nye, indtil videre ubetitlede numre på deres novemberturné, der i øvrigt var en afskedsturné for bassist Mads Kjærgaard og trommeslager Kristian Volden, som begge forlader gruppen for at fokusere på deres uddannelser.

Morningside Records' hjemmeside

ANNONCE