Nyhed

Nyt om Copenhagen Guitar Battle 2010

Guitardysten bliver rykket til den 1. maj og flyttes desuden tilbage til Amager Bio

Initiativet om at lade de bedste danske guitarister dyste foran et veloplagt publikum startede for tre år siden, og da idéen viste sig at være frugtbar, skulle det være en årligt tilbagevendende begivenhed. Om konkurrencen fortæller arrangørerne:

"Konkurrencen henvender sig til alle guitarister, der mestrer soloens aspekter. Tempo og tabs gør det ikke alene. Indlevelse, kreativitet og fremtoning er mindst lige så vigtige ingredienser for at vinde titlen som årets sologuitarist".

Arrangørerne opfordrer tilskuerne til at rekvirere sig en billet i god tid, fordi de har valgt at flytte begivenheden til Amager Bio, hvor den også har foregået de sidste to år. I år var det meningen, at arrangementet skulle afvikles i Store Vega, hvor der er mere plads, men på grund af en masse opfordringer fra deltagere og publikummer har arrangørerne valgt at holde sig til den gamle biograf på Amager.


En af medarrangørerne, Rolf Bjørn, forklarer baggrunden for beslutningen om at rykke guitardysten tilbage:

"Mange har påpeget, at lyden og den brede scene i Amager Bio er som skabt til guitar battle, og når vi har evalueret de forrige shows, har det da også været det, vi har været mest tilfredse med. Derfor valgte vi at droppe kvantiteten og i stedet fastholde kvaliteten".

På grund af flytningen er datoen desværre også nødt til at blive rykket. Den oprindelige dato var ellers nøje planlagt til Pink Floyd-guitaristen David Gilmours 64 års fødselsdag, men bliver nu rykket til arbejdernes internationale kampdag, nemlig den 1. maj kl. 20. Til gengæld kan man stadig nå at melde sig til som deltagende guitarist. Læs mere på www.guitarbattle.dk


Billetter kan købes via Billetnet.

ANNONCE