Nyhed

Se Kashmir live på Pirat TV

Fans af Kashmir kan med fordel tune ind på Pirat TV og se Kashmirs P3 Session i dag mellem 16-18

Det er næppe gået nogens næse forbi, at danske Kashmir er aktuelle med albummet "Trespassers", der kom på gaden den 1. februar. I den forbindelse spiller Danmarks folkekære band en P3 Session i eftermiddag, og hele koncerten kan livestreames på Pirat TV. 

"Trespassers" fik en ret blandet modtagelse, men GAFFAs anmelder Finn P. Madsen tildelte albummet fem flotte stjerner og ordene:

"I forhold til forgængeren No Balance Palace er der ingen sange, der for alvor skiller sig ud, og de støjende udbrud foregår helt neden under gulvbrædderne. Trespassers kræver tid og en god håndfuld gennemlytninger, før tingene begynder at falde på plads. Mørket sænker sig massivt på Intruder med et taktfast trommebeat, akustisk guitar godt hyllet ind i rumklang og nogle bølgende synthflader, mens den fantastiske Mantaray i omkvædet sætter af sted i en svimlende forløsning, hvor Kasper Eistrups tryglende vokal om kærlighedslivets uløselige gåder brænder totalt igennem".


Hos de danske pladekøbere var der dog ikke nogen tvivl, og albummet debuterede i dag som nummer et på den danske albumhitliste. Dermed har bandet en topplacering på hitlisten med i bagagen, når de om kun små tre uger pakker tasken og drager på turné. Så P3-koncerten er altså en oplagt mulighed for lige at få sig en smagsprøve på, hvad gruppen har at byde på, når de snarligt spiller live i hele landet.

P3 Sessionen i eftermiddag starter som sagt kl. 16 og kan ses på Pirat TV.

 


ANNONCE