Nyhed

Rage Against The Machine vil spille med Boyle

Bandet vil slutte fred med Simon Cowell og priser skotten Susan Boyles evner

Når Rage Against The Machine 6. juni afholder gratis koncert i London, er det først og fremmest for at belønne det engelske musikpublikums nyslåede begejstring over 1992-hittet "Killing in The Name". Men nu inviterer de Susan Boyle, tidligere deltager i Britain's Got Talent 2009, med på scenen i Finsbury Park.

Initiativet mod X Factors radiodominans, der kort før jul satte sæsonens vinder, Joe McElderry, til vægs, belønnes af bandet med en gratis koncert i Finsbury Park i London til juni. Private kræfter lavede en Facebook-kampagne i december 2009, der opfordrede folk til at købe "Killing In The Name" for at slå den seneste vinder af X Factor på den singlehitlisten. I de seneste fire år har vinderen nemlig automatisk ligget på den prestigefyldte førsteplads henover julen.

Men frontmand, den skarpe og aggressive rapvokal Zack De La Rocha ser helst, showet ikke ses som et personlig angreb på Simon Cowell og hans foretagende.


"Jeg håber virkelig ikke, Simon bærer nag over det," udtaler han i et interview med The Sun. "Han lod til at tro, det var en forhåningskampagne [mod X Factor], men virkeligheden er den, at det engelske folk ønskede en forandring."

Dermed er det dog ikke sagt, at Zack De La Rocha med venner finder X Factor-konceptet pinligt i sig selv.

"Jeg tror ikke, nogen har hørt noget som helst om denne Joe gut siden jul, men vi har da ikke noget imod ham. Faktum er at Simons shows ind i mellem kaster noget talent af sig," fastslår Rocha, og inviterer nu Susan Boyle, der blev nummer to i et andet Cowell-show, Britain's Got Talent, med på mikrofon. "Vi elsker Susan Boyle, hun er hot. For at vise at der ikke er nogen sure miner indblandet, vil vi gerne have hende til at optræde med os på scenen til sommer."


Man kan dog tvivle på, hvorvidt Cowells millionforretning Susan Boyle vil tage imod tilbuddet om forsoning. Hun er skotsk presbyterianer, og fast gæst i kirken, så de kontante verdensbilleder, der kommer til syne i RATMs musik, kan have sin hæmmende effekt på samarbejdet.

Zac håber dog at kunne få eksemplet på faktisk talentshowstalent med på lidt fællessang.

"Hun er en storslået vokalist, og vi ville elske at fremføre "Killing In The Name" med hende. Alle folk kender hende i USA, og hun kan indføje sin vokal i hvad som helst. Det ville være os en ære."


Mangemillionæren Simon Cowell var i december noget forarget over initiativet, som han både syntes var "kynisk" og "dumt":

"Hvis der er en decideret kampagne, og jeg tror den kampagne er rettet mod mig, så er den dum. [...] Jeg synes, det er en meget kynisk kampagne, rettet mod mig, der faktisk kommer til at ødelægge festen for disse tre deltagere [i engelsk X-Factor, red.]. Jeg synes også, at det er utroligt affærdigende overfor de mennesker der følger med i, og nyder programmet... at man behandler dem som om de er dumme, og det kan jeg ikke lide," sagde han dengang under en pressekonference.

 


ANNONCE