Nyhed

Pladeselskabet Speed Of Sound har vokseværk

To nye mand, superproduceren Joshua og Jesper Quist Kaalund, slutter sig til Speed Of Sound

Nu udvider tre-mands selskabet Speed Of Sound deres stab og bliver til fem, når Jesper Quist Kaalund og Jon Schumann (bedre kendt som produceren Joshua) melder sig under fanerne.

Selskabet Speed Of Sound blev dannet i 2008 af vennerne Frederik, Fridolin og Kristian, da de udgav The William Blakes' debutalbum "Wayne Coyne". Efterfølgende har selskabet udgivet en strøm af eventyrlystne plader med kunstnere som Are We Brothers?, Le Fiasko, Shaque Lilli, Sleep Party People, Baron Criminel, Sterling og Stoffer & Maskinen.

Den første af de to nye folk er Jon 'Joshua' Schumann (billedet), der blandt andet har produceret Kashmirs "The Good Life" og svenske Kents "Röd". Han har også drejet på knapperne for D-A-D, Carpark North, Claus Hempler, Mew og Cartridge, samt arbejdet som live-lydmand for navne som Mercury Rev, Mew, Who Made Who, Kent, Spleen United og The William Blakes.

Den anden nye mand i Speed Of Sounds fold er Jesper Quist Kaalund, der startede sin lukrative blanding af musik og business med et koncept-coverband, der tjente en penge i det jyske ved hovedsageligt at optræde til bryllupper. Kort efter flyttede han til Montreal, Canada, hvor han blev en del af den blomstrende musikbranche dér.

Jespers ekspertise inden for musikmarkedsføring og hans branchekendskab gjorde, at han i flere år hjalp Music Export Denmark med at arrangere showcases og arrangementer i Canada. Det var via hans samarbejde med musikfestivalen Pop Montreal, at The William Blakes og derved Speed of Sound fik kontakt til ham.

Udover at føje to nye kræfter til udvider Speed Of Sound også med et management for udvalgte bands og artister. De nærmere planer omkring managementdelen offenliggør selskabet dog først senere.

ANNONCE