Nirvana-stjernens korte liv filmatiseres af Jonas Åkerlund. Eks-barnestjerne skal spille hovedrollen.
Foto: Terry Richardson / FACE
På mandag er det nøjagtig ti år siden, at grungestjernen Kurt Cobain tragisk døde. Der gisnes fortsat om omstændighederne ved hans død, men måske får vi noget af svaret i den kommende film "Teen Spirit".
Filmen, som er instrueret af svenskeren Jonas Åkerlund (kendt for spillefilmen "Spun" og adskillige musikvideoer), fortæller historien om Kurt Cobains omtumlede liv og karriere.
Ifølge imdb.com har Jonas Åkerlund længe drømt om at lave denne film, men har været meget i tvivl om titelrollen:
– Det er en gigantisk udfordring at spille Kurt, fortæller han.
Hovedrollen skal spilles af Macauley Culkin. Han er kendt som barnestjernen i "Alene Hjemme 1 og 2" og er desuden snart aktuel i filmen "Party Monster", hvor han spiller morderen og festarrangøren Michael Alig.
– Macauley Culkin er et oplagt valg. Han er blevet voksen nu (23 år, red), og efter en screen-test stod det klart, at han var den rå type, som vi ledte efter, fortæller Åkerlund.
Valget af Macauley Culkin har dog vakt en del furore blandt Nirvana-fans.
– Den dengsedreng skulle have holdt sig til børnefilm og holde i hånd med Michael Jackson. Det er en skandale, at han skal spille Kurt. Jeg håber, Courtney får stoppet filmen, siger en vred bruger på nirvanaclub.com
"Teen Spirit" får amerikansk premiere d. 20/2-2005, hvor Kurt Cobain ville være fyldt 38.