Nyhed

The Parlotones klar med nyt album

Sydafrikanerne skal også varme op til VM i fodbold

Det sydafrikanske poprock-band The Parlotones er måske ikke voldsomt kendte inden for Danmarks grænser, men i hjemlandet er folk mere end almindeligt begejstrede for bandet, der henter deres inspiration fra patos-dyrkende orkestre som Coldplay og Travis. På hjemmebanen i Sydafrika udkonkurrerer de da også bands som Coldplay, Muse, Oasis og The Killers - ja, de har faktisk solgt mere end netop de fire bands tilsammen. Og nu er de således klar med deres fjerde album studielabum, der lyder titlen "Stardust Galaxies".

Bandets seneste album "A World Next Door To Yours" udkom i efteråret 2009 og fik to stjerner i GAFFAs anmeldelse, der dog også pegede på, at albummet bød på flere potentielle radiohits. "Stardust Galaxies" udkommer i starten af juni - lige op til verdensmesterskabet i fodbold, der som bekendt foregår i Sydafrika og sparkes i gang 11. juni. Af den grund er det også oplagt, at The Parlotones spiller til åbningsfesten 10. juni, hvor de optræder i selskab med Black Eyed Peas, Alicia Keys og Shakira.

"Stardust Galaxies" udkommer 7. juni og følges op af en verdensomspændende turné.


ANNONCE