Nyhed

Bono fylder 50

U2-frontmand og filantrop holder rund fødselsdag

I dag kan en af verdens mest berømte musikere se tilbage på 50 år, som blandt andet har budt på rekordstort pladesalg og udsolgte kæmpekoncerter med U2 samt en sidegesjæft som kendt og kontroversiel humanitær aktivist.

Hitsingler, anmelderroser og massiv presseomtale er langsomt blevet hverdagskost for Bono, a.k.a Paul David Hewson, siden han i 1976 svarede på en avisannonce fra U2's trommeslager Larry Mullen Jr., der eftersøgte medlemmer til et rockband. Siden har bandet udgivet 12 albums, hvor især den country- og bluesinspirerede "The Joshua Tree" og den delvis Berlin-indspillede "Achtung Baby" har fået kommerciel succes og flere gange er blevet kåret som rockklassikere.

U2 har vundet et utal af priser, blandt andet 22 Grammys, hvilket er endnu et rekordstort antal for et band, og for fem år siden kom de med i Rock and Roll Hall of Fame.


Sideløbende har Bono været aktiv i forskellige velgørenhedsprojekter og efterhånden blevet næsten lige så kendt for at ville bekæmpe aids i Afrika og eftergive ulandsgæld som for sin musik. Han har promoveret sine mærkesager i møder med Pave Johannes Paul II og George Bush, hvilket indtil videre har ført til endnu flere priser og udmærkelser, deriblandt nomineringer til Nobels Fredspris.

Ikke alle har været vilde med Bonos humanitære engagement, især ikke siden det blev kendt, at han og resten af U2 har flyttet en stor del af deres indtjeninger til Holland for at undgå at betale skat i hjemlandet Irland. Journalister og ulandsorganisationer har kritiseret Bono for at promovere sit eget ego i stedet for den gode sag, mens han skovler penge ind fra skattefrie royalties.

For tiden forbereder fødselsdagsbarnet sig på den amerikanske del af U2's 360° stadiumturné, der skal promovere bandets seneste album "No Line in the Horizon", og som byder på en rekordstor sceneopstilling, nemlig en gigantisk firbenet klo. Turnéen bringer U2 til Horsens 15. og 16. august.

Indtil videre er turnéens koncerter i Dublin blevet kåret som de mest sælgende i verden, og en live-stream af bandets optræden på Rose Bowl i Californien sidste år blev dengang den mest sete video på YouTube nogensinde. Endnu en rekord for den nu 50-årige Bono.


ANNONCE