x

Isis går i opløsning

Isis går i opløsning

For hardcore-fans af Isis med masser af tid og penge skal man rykke nu, hvis man vil nå at komme til en sidste koncert. Det kræver dog, at man har mulighed for at stryge til USA eller Canada med meget kort varsel. Isis har nemlig via deres blog meddelt, at de trækker stikket ud.

Under overskriften "Godnat!" finder man en længere post, der oplyser, at det ikke er nogen pludselig begivenhed eller krise, der har forårsaget bandets opløsning. I stedet understreger Isis, at de i løbet af deres karriere har gjort alt det, de gerne ville, og sagt det, de gerne ville sige. Bandet tilføjer:

"Vi har set for mange bands presse sig forbi punktet for en værdig død, og vi lovede alle hinanden tidligt i bandets liv, at vi ville gøre vort bedste for at sikre, at Isis ikke skulle blive offer for det syndrom. Vi har været i gang i meget længere tid, end vi nogensinde regnede med, og opnået en hel del mere, end vi nogensinde forestillede os var muligt. Vi udstak aldrig nogen specifikke mål, da bandet blev startet, andet end at lave den musik, vi gerne ville høre og spille (og at forblive tro over for det ideal), så alt det andet, vi har mødt på vores lange, snoede vej har været en absolut gave."

Kvintetten nåede at eksistere i tretten år og udgør sammen med Neurosis de centrale aktører inden for en karakterisk langsom afart af metal, der efterhånden har inspireret en række andre bands. Isis udgav deres seneste album sidste år: "Wavering Radiant" fik fire stjerner af GAFFA, der blandt andet skrev:

"Isis spiller en meditativ blanding af metal, hardcore og postrock, hvor kontrasten mellem stemningsfulde, afdæmpede og ofte meget smukke instrumentale forløb og dommedagstunge passager med gruopvækkende primalskrig konstant leder musikken frem mod nye klimakser."

Isis-fans behøver dog ikke at fortvivle helt, for bandet planlægger at afslutte deres igangværende projekter. Bortset fra en række koncerter i USA og Canada i maj og juni er Isis også i gang med at færdiggøre en ep, ligesom det forlyder, at de udvælger materiale til en live-udgivelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA