Nyhed

Helvede har fået sin egen øl

Copenhell præsenterer den diabolske drik til tørstige fordømte sjæle

I mange år har forskere troet, at kalkmalerierne på alverdens kirkevægge viste mennesker i skærsilden, der fik lava hældt i munden via tragt, men de tog fejl, gjorde de. Der var blot tale om ganske almindelige ølbonger, og hvilken øl blev der hældt i de tørstige munde? Copenhell Brew naturligvis, helvedes officielle tørstslukker. Nu får de endnu ikke døde også mulighed for at nyde humlen, der er fragtet ad helvedes motorvej, og ud i handlen forud for festivalen, og også vil kunne købes, mens Copenhell udfolder sig.

Copenhell Brew har naturligvis ramt det magiske nummer 6,66 i procenter, og der kan lige nu købes 100 styk for 666,66 kroner på Ølfabrikkens hjemmeside. Øllen beskrives som en ildgylden bryg, med en let duft af malt og humle, og med et særlig stort indhold af kulsyre - om det så er særlig djævelsk, lader vi være for nu.

Under alle omstændigheder er der tale om en vældig fin dåseøl med Copenhells pænt ondskabsfulde logo i front. Vi anbefaler at den nydes afkølet, i selskab med numre som "Highway To Hell", "Hell Aint A Bad Place To Be", "Right Next Door To Hell", "City Of Satan", eller hvilket som helst andet nummer, der minder om ondskab. God fornøjelse.


ANNONCE