Nyhed

Underground Music Awards lukker for publikum

Prisuddelingen er blevet tvunget til at tænke i nye baner grundet Pumpehusets konkurs

Pumpehusets konkursbegæring begynder at vise sin effekt på de mange arrangementer, som skulle have været afholdet på spillestedet i de kommende måneder. I dag fortæller arrangørerne af UMA (Underground Music Awards) til GAFFA i en pressemeddelelse:

"UMA er netop blevet meddelt, at Pumpehuset er gået konkurs, hvilket betyder, at UMA '10 ikke afholdes i Pumpehuset, men derimod bliver et lukket arrangement for de nominerede og dommerne. Vi har brugt et helt år på at forberede UMA, og taget udgangspunkt i, at det skulle afholdes i Pumpehuset. Derfor kommer Pumpehusets konkursbegæring fuldstændig bag på os, og vi er naturligvis frustrerede og målløse over den situation, vi nu står i".

Projektleder og presseansvarlig Moses O. Luxhøj fortæller desuden, at man har arbejdet på højtryk for at finde alternativer til Pumpehuset, men har måttet indse, at det er umuligt at få stablet et award show i samme størrelsesorden på benene med så kort varsel. Men da man ikke ønsker, folks arbejde skal være forgæves, og samtidig mener at de nominerede bands stadig fortjener at blive hyldet og anerkendt for deres bidrag til den danske undergrundsmusik, har man besluttet at afholde en mindre overrækkelsesceremoni for de nominere og dommerne, hvor vinderne af UMA '10 kan blive offentliggjort.

"Vores mission har hele tiden været at sætte fokus på den sprudlende undergrundsmusik, og vi er derfor super kede af, at publikum ikke kommer til at opleve dette. Publikum får dog rig mulighed for at komme til at opleve undergrundsmusik, når vi henover efteråret og foråret afholder seks showcases, hvor vi præsenterer vinderne og andre interessante undergrundsbands. UMA's vender tilbage med fuld kraft i 2011."

Der er dog endnu ingen informationer omkring, hvornår de seks ovennævnte showcases afholdes. Yderligere information kan findes på UMAs hjemmeside.


ANNONCE