Nyhed

Medina klar med international debut

Albummet "Welcome To Medina" blander kendte sange med helt nyt materiale

Der kan næppe være tvivl om, at Medina har været det sidste års popsensation herhjemme, og nu skal hun med et nyt engelsksproget album forsøge at bygge videre på den succes, hun allerede har opnået med den engelske udgave af "Kun For Mig".

Medinas debutalbum "Velkommen Til Medina" har solgt mere end 50.000 eksemplarer herhjemme, og samme album har genereret et singlesalg på mere end 200.000 eksemplarer, så successen er ikke til at tage fejl af. Nu skal resten af verden bydes velkommen til Medina, hvilket sker, når hun senere på måneden udsender sit første engelsksprogede album.

I første omgang udsendes "Welcome To Medina" i Tyskland, Schweiz og Østrig, og der er flere aftaler på vej, samtidig med at albummet naturligvis også udsendes herhjemme. Her vil man kunne høre fire velkendte sange ("Kun For Mig", "Velkommen Til Medina", "Ensom" og "Vi To") oversat til engelsk samt syv helt nye numre skrevet til den internationale udgivelse.


Det kommende album skal følge op på den succes, der allerede er blevet sikret via Medinas første internationale single "You & I". Sangen er blevet spillet på radiostationer og klubber rundt om i Europa, og allerede sidste år samlede Tiësto sangen op og inkluderede den i sit sæt og radioshow. Singlen har allerede solgt 70.000 eksemplarer i Tyskland, så der er helt klart noget at bygge videre på.

Medina udsender "Welcome To Medina" 23. juli i de nævnte lande samt 26. juli herhjemme.

ANNONCE